Handicappede møder forhindringer i valglokalet
Det er ikke altid let for kørestolsbrugere eller synshandicappede at afgive deres stemme i landets valglokaler.
Fire kontrolbesøg i forbindelse med kommunalvalget i 2013 viser, at der på alle valgstederne var større eller mindre forhindringer, som gjorde turen ind til stemmeboksen en udfordring for handicappede.
Det er Folketingets Ombudsmand, der i oktober 2013 var forbi valglokalerne i henholdsvis Næstved og tre steder i Guldborgsund Kommune. Ifølge rapporten, der netop er udgivet, konstaterede tilsynsholdet i enkelt tilfælde i Næstved, at kørestolsbrugere slet ikke kunne komme ind til stemmeboksen på egen hånd på grund af en trappe.
Af andre problemer under gennemgangen af de fire valglokaler fandt ombudsmanden blandt andet også problemer med dårlig skiltning, for trange parkeringsforhold og for små stemmebokse.
»Mange kommuner står nu over for at udvælge valgsteder til folketingsvalget. De bør derfor overveje tilgængelighed på alle planer, for eksempel handicapparkeringspladser, skiltning til valgstedet og indretning af valglokalet, så valghandlingen er overskuelig også for borgere med et kognitivt handicap,« siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen som kommentar til rapporten.
Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU) får ofte henvendelser fra medlemmer, der klager over problemer, når de skal ind og sætte deres kryds.
»Det er rystende, at vi i 2015 stadig kan opleve, at der er steder, der per automatik ikke er fuldstændig tilgængelige,« siger Janus Tarp, næstformand i PTU.
Han bemærker samtidig, at antallet af valgsteder de seneste år er faldet. Ifølge PTU er tallet gået fra 1.831 stemmelokaler i 2005 til 1.418 ved kommunalvalget i 2013.
»Med færre valgsteder bliver der også længere til stederne, og det er selvfølgelig vigtigt, at man kan deltage, når man så kommer frem. For ellers afholder det folk fra at deltage og blive hjemme i stedet for at være en del af demokratiet,« siger Janus Tarp, som håber, at rapporten kan være med til at give bedre forhold for handicappede danskere.
»Der er jo mulighed for at stemme hjemmefra, men det er jo et alternativ, og hovedreglen må være, at man skal have lov til at deltage ved at stemme i et valglokale ligesom alle andre,« siger Janus Tarp.
Næstved Kommune har ligesom Guldborgsund Kommune, som Falster hører under, fået præsenteret rapporten fra Folketingets Ombudsmand. Den har ifølge Gitte Nonbo, centerchef i Næstved Kommunes fællessekretariat og ansvarlig for valgafhandlinger, »åbnet nogle øjne«.
Blandt andet vil der fremover være en ringeklokke på valgstedet med trapper, så kørestolsbrugere kan få hjælp til at komme med en elevator. Og så er kommunen ved det kommende folketingsvalg klar med en guide, så samtlige 26 valgsteder i kommunen vil have samme standarder.
»Vi bruger rapporten til at gennemgå samtlige 26 steder, for forholdene skal selvfølgelig være i orden,« siger Gitte Nonbo.