Handelsskibe er de største miljøsyndere

Fra årsskiftet træder nye internationale regler i kraft, der skal mindske forureningen fra skibenes udstødning. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free
Offentliggjort Sidst opdateret

Den største forurening kommer fra skibsfarten, men det skal nye regler lave om på fra årsskiftet.

I Danmark forurener skibsfarten luften lige så meget som alle skorstene, biler, busser og andre forureningskilder på landjorden tilsammen.

Fra årsskiftet træder nye internationale regler i kraft, der skal mindske forureningen fra skibenes udstødning, med FN’s maritime organisation, IMO, som øverste myndighed.

Problemet med de internationale IMO-regler er bare, at det er svært at håndhæve reglerne om mindre udledning af svovl fra skibene i atmosfæren og straffe de rederier, der blæser på reglerne.

Kåre Press-Kristensen, der er civilingeniør og seniorrådgiver i Det Økologiske Råd, siger, at løsningen på det problem er snublende nær.

– Der kan sættes en måler op, som måler udledningen af CO2 og svovl fra skibene. Måleren kan tilsluttes skibenes AIS-systemer, der altid viser, hvilken position fart og kurs skibene sejler på.

– AIS-systemet vil så også vise, hvor meget skibet forurener, siger Kåre Press-Kristensen til Ritzau.

Overtræder skibene reglerne, kan sanktionen være, at de bliver tilbageholdt i en havn i eksempelvis 15 dage.

– Rederierne forsikrer sig ofte mod forsinkelser overfor kunderne, men forsikringen betaler ikke, hvis forsinkelsen skyldes lovbrud, siger Kåre Press-Kristensen.

AIS står for Automatic Identification System og er et maritimt radiosystem til automatisk identifikation af skibe og andre enheder i forbindelse med søfart.

Sammen med Danmarks Rederiforening præsenterer Det Økologiske Råd forslaget om kontrol og sanktion af de nye miljøregler for IMO’s miljøchef, Arsenio Dominguez.

Det foregår på en international konference i København på mandag. Rederiforeningen og Det Økologiske Råd har fælles fodslag i kampen mod skibenes forurening.

Fra årsskiftet reduceres skibenes tilladte udledning af svovl fra én procent til 0,1 procent i nære kystområder, og det får stor betydning for Danmark, fordi de snævre danske farvande er tæt trafikeret med gennemsejlende skibe.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS