Håndbold-VM: Storsejr til spanske mestre

Arkivfoto: Claus Fisker/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Chile kunne som ventet intet stille op mod de spanske stjerner, som sikkert sejrede med 37-16.

De spanske håndboldherrer har vundet tre ud af tre kampe i gruppe A ved VM i Qatar, efter at de regerende verdensmestre mandag let vandt 37-16 over upåagtede Chile.

Spanierne førte med 14-7 ved pausen, inden mestrene i kampens sidste 30 minutter virkelig fik gang i målscoringen.

Spansk topscorer blev venstrefløjen Valero Rivera med syv mål. Fløjkollega Cristian Ugalde gjorde det også godt med seks scoringer på seks forsøg.

I en anden gruppe A-kamp vandt Brasilien med 34-29 over Hviderusland efter brasiliansk 18-17-pauseføring.

Både Hviderusland og Brasilien havde inden opgøret tabt to ud af to kampe, så i bestræbelserne på at avancere til 1/8-finalen var den brasilianske sejr enormt vigtig.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS