Han skinnede til VM i Rusland: Nu klapper doping-fælden måske
Den russiske landsholdsspiller i fodbold Denis Cheryshev bliver undersøgt af de spanske anti-doping myndigheder, skriver BBC.
Den russiske midtbanespiller Denis Cheryshev var en af de helt store åbenbaringer under sommerens VM i fodbold i Rusland. Cheryshev scorede fire mål under slutrunden – og nu efterforsker de spanske anti-doping myndigheder ham.
Den 27-årige spiller for den spanske klub Valencia, hvor han er udlejet til fra Villareal, og han er kommet under mistanke efter, at hans far har offentliggjort, at sønnen har været gennem en behandling med væksthormoner, skriver BBC.
Den verdensomspændende anti-doping organisation WADA, har derfor fortalt BBC, at sagen efterforskes af de spanske anti-doping myndigheder.
Kan føre til fire års karantæne
Denis Cheryshev spillede fem kampe under sommerens slutrunde, inden Rusland blev slået ud i kvartfinalerne.
BBC skriver, at behandlingen med væksthormon kan føre til en karantæne på fire år, hvis man ikke har haft tilladelse til behandlingen.
Cheryshevs far har efter sin udtalelse forklaret, at han er blevet fejlciteret.
Denis Cheryshev har ifølge BBC selv sagt til det russiske sportsmedie Sport-Express, at han ikke forventer at ende i fedtefadet på grund af sin hormonbehandling:
– Jeg har været ærlig hele vejen igennem, og jeg tror ikke, der opstår nogen problemer. Jeg synes, vi skal overlade det til lægerne, der har gjort alting rigtigt, siger Cheryshev ifølge BBC til mediet.