Han er Danmarks flinkeste Fakta-medarbejder
Fakta vil gerne være Danmarks flinkeste dagligvarebutik, og 17-årige Søren Mikkelsen er tæt på at garantere den status
Lille Penny fik sig en dejlig oplevelse i Fakta, da hun var med sin mor i butikken. Det, der skete bag kasseapparatet var i al fald så spændende, at halvandet-årige Penny måtte se, hvad der skete deromme.
– Min datter var meget interesseret i, hvad der skete bag kassen, for der kom en masse lyde, og hun blev ved med at prøve at åbne derind til. Så spurgte ham, der sad bag kassen, om ikke hun måtte have lov at komme ind og se det, fortæller Cathrina Børglum Alcott til TV 2.
– Så hun kom ind og sidde på hans skød, mens varerne kørte igennem, og faktisk ville hun slet ikke ud derfra igen. Det var rigtig god service, og så kunne jeg stå og pakke varerne uden at skulle holde øje med hende samtidig, fortæller den glade mor.
Det tog ikke længere tid for Søren at scanne varerne på båndet – og de andre kunder i køen fik et smil på læben. Selv blev Catharina så glad for oplevelsen, at hun delte et billede på Faktas Facebookside og takker for den gode service.
Opslaget har i skrivende stund over 7500 likes, og stribevis af danskere roser i kommentarfeltet den unge kassemedarbejders overskud.
– Han var bare meget imødekommende og ydede en god service, så jeg har lagt billedet op for at fortælle, at der findes gode medarbejdere, og det synes jeg fortjener ros, siger Cathrina Børglum Alcott.
“Det er superfedt”
17-årige Søren Mikkelsen sad bag kassen, og han fortæller til TV2, at han blev meget overrasket over de mange positive reaktioner:
– Jeg synes, det er super fedt. Jeg har altid været en af de mere friske typer, der altid har et smil på læben og snakker med kunderne, når de står ved kassen, siger han.
– Der var ikke rigtig nogle kunder i køen, og så tænkte jeg bare, at hun kunne prøve at komme op på mit skød og se, hvad der var deroppe. Og så sad hun der og hyggede sig og prøvede at scanne varer ind, siger Søren Mikkelsen.
Hos Fakta vækker Sørens overskud begejstring, fortæller kommunikations-direktør Karin Hindkjær:
– Netop Fakta gør sig meget umage med at være Danmarks absolut flinkeste dagligvarebutik, så der er rigtig meget fokus på det, og jeg ved, at det ikke er første gang, at vi har gjort det her.
– Så det fungerer godt for både medarbejdere og kunder med lige at være opmærksom på, hvad der sker i butikken og få børnene involveret i en god indkøbsoplevelse, siger Karin Hindkjær til TV 2.