Han elsker det
D-A-D's frontmand, Jesper Binzer, jagter ikke længere show efter show. Det er han endelig kommet over, siger han
D-A-D er blandt de bands, som suverænt har spillet allerflest koncerter på Roskilde Festival.
I år er bandets frontmand, Jesper Binzer, også på festivalen, men dog som gæst.
- Jeg elsker at have fri. Det er noget af det bedste, jeg ved. Det er virkeligt dejligt, siger han.
- Jeg har intet formål i forhold til at stå deroppe og gøre noget ved det. Det er jeg endelig kommet over. Jeg ved, jeg kommer til det, og alt er godt, så jeg kan bare stå og tage imod.
Det er inspirerende
Jesper Binzer har stornydt at se rapperen Kendrick Lamar og bands som Fever Ray og Queens of the Stone Age og glæder sig til at opleve rapkoncerter med 070 Shake og Lil Nas X.
- Det er også inspirerende at få noget i stedet for at give, siger den erfarne rockstjerne.
Arbejder på nyt album
Han er dog snart parat til at give noget til sine fans.
Sammen med resten af kammesjukkerne i D-A-D er Jesper Binzer ved at kreere kvartettens kommende plade.
- Der er nyt på vej, og vi er stolte og glade, siger den 57-årige sanger.
- Der ligger iveren lige nu. Vi vil gerne støbe kuglerne mere end bare at fyre den af, lyder det fra ham.
40 års jubilæum
Næste år har D-A-D rubinjubilæum efter 40 år sammen, og det skal markeres, teaser Jesper Binzer.
- Der er så mange ting i støbeskeen, at man tror, det er løgn - halvdelen af dem skal nok blive til noget, lyder det fra rockstjernen.