Han åbnede indbakken og tabte nær telefonen

En mand fra Odense fik en mail om en Lotto-gevinst på 50 kroner. Senere fik han en lignende besked dog med langt flere nuller.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand i tresserne fra Odense fik sig for et par uger siden en overraskelse.

I indbakken læste han først en besked om en Lotto-gevinst på 50 kroner. Dernæst fik han en lignende besked, men nu lød beløbet altså på 1.000.050 kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Ufatteligt mange tal

I 30 år har manden spillet Lotto, hvor han er indehaver af et Lotto Plus Abonnement. Men da han fik en mail om den store gevinst tabte han kæben – og også næsten sin telefon.

– Jeg var nærmest ved at tabe telefonen. Der var jo ufatteligt mange tal – og virkelig mange nuller. Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg måtte straks ind og se på mit Plus-abonnement, om det mon kunne være rigtigt. Og det var det jo. Men jeg måtte lige tælle nullerne efter et par gange, før jeg forstod, at jeg altså var blevet millionær, fortæller vinderen, der har valgt at holde deres identitet hemmelig for omverdenen.

Gevinsten var en del af millionærgarantien, hvor man kan vinde en million kroner uden at have nogle rigtige tal.

Kuponen som manden fra Odense spiller på, er sammensat af familiefødselsdage, bryllupsdag og andre personlige lykketal, og selv om det ikke gav held til at vinde førstepræmien, så gav det held til en millionpræmie.

Rørt til tårer

Da nyheden blev afsløret over for mandens kone, fik tårerne frit løb.

– Hun blev meget rørt og fældede da også en lille tåre. Så udbrød hun: Så har vi også prøvet det! Jeg må da indrømme at jeg også blev lidt bevæget. Vi har været meget igennem sammen af sygdom og så videre. Så jeg forstod præcis, hvad hun mente, fortæller han.

Parret har valgt at holde gevinsten hemmelig for venner og bekendt efter anbefaling af deres bankrådgiver.

Pengene falder på et tørt sted, da manden har overvejet at gå på efterløn, men tanker om økonomien har afholdt ham fra at tage beslutningen.

Nu skulle der dog være penge til et liv, hvor både han og hustruen ikke er på arbejdsmarkedet.

Derudover skal lån betales ud med pengene, mens de resterende penge skal investeres.

Powered by Labrador CMS