Hamilton nærmere VM-titel på grund af Vettel

Lewis Hamiltons chancer for at vinde Formel1-verdensmesterskabet er forhøjede, efter Vettel har modtaget straf. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Sebastian Vettel sættes ti startpladser tilbage. Det forbedrer Lewis Hamiltons chance for at sikre VM-titel.

Meget skal gå galt, hvis ikke briten Lewis Hamilton skal genvinde verdensmesterskabet i Formel 1.

Hamiltons tredje VM-titel kan allerede søndag blive en realitet i forbindelse med sæsonens fjerdesidste grandprix i Austin i USA.

Mercedes-køreren bliver eksempelvis verdensmester, hvis han selv vinder grandprixet, samtidig med at hans værste konkurrent, tyske Sebastian Vettel (Ferrari), slutter længere tilbage end andenpladsen.

Den mulighed har fået et boost, endnu inden kvalifikationen er begyndt i Austin.

Vettel bliver således straffet ved at blive sat ti pladser tilbage i start-gridden søndag, fordi Ferrari har introduceret nye motorer.

Tyskerens præcise startposition kendes først efter lørdagens kvalifikation, men uanset skal han avancere kraftigt for at køre frem blandt de forreste i grandprixet.

Inden løbet i Austin har Hamilton 302 point, mens Vettel har 236. Nico Rosberg (Mercedes) er nummer tre med 229.

Der er 25 point for en grandprixsejr.

Hamilton har gode erfaringer med banen i Austin, hvor han vandt i både 2012 og 2014.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS