Halvt hundrede postjob flyttes til Indien
40-45 HK’ere står til at tabe deres job til folk i Indien.
40-45 HK”ere i PostNord AB”s danske regnskabscentre i Fredericia og København er netop orienteret om, at deres job planlægges flyttet til Indien for at spare løn.
Det sker i givet fald i løbet af 1. kvartal 2016, skriver Fredericia Dagblad i dag.
Fællestillidsrepræsentant og klubformand for HK Post og Kommunikation, Eigil Johannesen, forsøger nu at råbe politikerne op.
Blandt andet Fredericias nyvalgte folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Susanne Eilersen.
– Det her handler om statslige job, og jeg fatter ikke, at vi er i en situation, hvor man stiltiende accepterer at flytte job til udlandet, siger Eigil Johannesen til avisen:
– Jeg stiller ikke spørgsmål ved, om inderne kan løse opgaven billigere, men er det en kurs, som politikerne er enig i?
Den danske stat ejer – sammen med den svenske stat – PostNord AB, som ejer Post Danmark A/S, hvor medarbejderne formelt er ansat.