Hajer kommer efter dinosaurerne

Offentliggjort Sidst opdateret

Når dinosaurerne til efteråret forlader Odense Havn, bliver de erstattet af udstillingen “Planet Shark”

Odense Zoo’s udstillings-lokaler på Odense Havn huser lige nu dinosaurer, men til efteråret er det hajernes tur til at komme på udstilling.

Den kommende udstilling hedder ”Planet Shark” og er en international udstilling om verdens hajer, der har rundet eksotiske steder som Dubai, Atlanta og Sydney. Der er tale om en international udstilling, der er i absolut top-klasse. Odenses borgmester er begejstret og mener, at ”Planet Shark” er et scoop for den fynske hovedstad:

-Store events med international klasse er en af de vigtige strenge, som Odense spiller på i arbejdet med at tiltrække både indbyggere, virksomheder og turister, og i den sammenhæng er det en god mulighed at blive den første by i Skandinavien, der præsenterer ”Planet Shark”, siger Anker Boye.

Udstillingen viser modeller af hajer i naturlig størrelse, fossiler, effekter og masser af oplevelser i hajernes verden.

Zoologiske haver skal formidle og skabe engagement

Formand for Odense Zoo, Steen Møller, mener, at zoologiske haver har et ansvar for at formilde viden om dyr og skabe engagement. Han er slet ikke i tvivl om, at “Planet Shark” netop gør dette:

– Målet med ”Planet Shark” er for Odense ZOO at få lov til at dele den store viden, der er om hajer. Udstillingen er en enestående oplevelse, som vi glæder os til at vise vores kommende gæster. Der er både viden og læring at hente for de mange besøgende, siger Steen Møller.

Odense&Co er med ombord i planlægningen af ”Planet Shark” og vil i samarbejde med Odense ZOO sørge for de bedste rammer til udstillingen på Byens Ø. Et godt bagland er sikret og med erfaringerne fra ”Dinosaurerne kommer”, ser Odense ZOO frem til at få stablet endnu en naturvidenskabelig udstilling på benene. Direktør i Odense ZOO, Jens Odgaard Olsson, fortæller at udstillingen vil fascinere og oplyse om hajens levevilkår på godt og ondt.

Udstillingen “Planet Shark” åbner i uge 42 – lige i tid til efterårsferien.

Powered by Labrador CMS