Hagen sender kodet besked: “Jeg betaler”
Drabssigtet milliardær har ifølge VG sendt kodet besked til gidseltagere og er parat til at betale løsesum.
Milliardæren Tom Hagen, der i Norge er sigtet for drab eller medvirken til drab på sin kone, Anne-Elisabeth Hagen, har sendt en kodet besked, hvor han giver udtryk for, at han er parat til betale en løsesum for at få frigivet hustruen.
Det skriver det norske medie VG.
Beskeden skal ifølge VG være sendt 29. maj. Her fremgår det i en kodet bitcoin-besked til modparten:
– Jeg bekræfter, at jeg vil betale.
Det er ifølge VG første gang siden januar 2019, at den nu drabssigtede bruger bitcoin-platformen.
Advokat bekræfter
Tom Hagens advokat, Svein Holden, bekræfter over for VG, at han har forsøgt at komme i kontakt med de påståede gidseltagere.
– Vi ønsker stærkt at komme i kontakt med modparten. Derfor har vi taget initiativ over for dem, som vi håber, bliver besvaret. Politiet har ikke været involveret i denne proces, siger han til VG.
Også bistandsadvokat for Tom Hagens børn Ståle Kihle bekræfter, at beskeden er sendt.
– Mine klienter er bekendt med den nye besked, som er sendt til modparten. De støtter selvfølgelig initiativet fuldt ud, siger han til VG.
Den bizarre sag blev først efterforsket som en kidnapningssag. Det ændrede sig dog til en drabssag – og Tom Hagen, blev anholdt, sigtet og varetægtsfængslet.
I den forbindelse undersøgte politiet flere gange parrets hjem – i starten af maj også en kloak på ejendommen.
Børn tror på faderen
Parrets børn fastholder dog faderens uskyld. Og har siden harceleret over politiet udtalelser i sagen.
Anne-Elisabeth Hagen været forsvundet siden 31. oktober 2018.
Tom Hagens børn har tidligere givet udtryk for, at de fortsat tror på, at moren, Anne-Elisabeth Hagen, er blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd.
Ståle Kihle er advokat for de tre børn.
– Det er helt uhørt, at politiet går ud på den måde mod en sigtet i en straffesag. Han har stillet op til alle forhør, han har været indkaldt til – også efter sin anholdelse. Han har stillet hus og hytter til disposition og på alle mulige måder været tilgængelig for politiet under efterforskningen, siger advokaten blandt andet, og referer blandt andet til de undersøgelser, politiet har foretaget i Hagens hjem.
Politiets teori går på, at trusselsbrevet og kommunikationen med modparten i sagen er en del af et røgslør for at få drabet til at ligne en økonomisk motiveret kidnapning.
Tom Hagen har hidtil nægtet at have noget med sin kones forsvinden at gøre.