Hæver prisen på fadøl
Nu må du yderligere til lommerne, hvis du vil nyde en god fadøl på festivalen
Mange danskere elsker at nyde en iskold fadøl og samtidig nyde den gode musik på en festival eller lignende i sommervejret.
Men hvis du fremover har den slags planer, må du til lommerne. I hvert fald på Tønder Festival, hvor de har valgt at hæve prisen på en fadøl, så den fremover koster intet mindre end 55 kroner.
Det skriver Jv.dk.
En konsekvens af stigende priser
Ifølge festivalens arrangører er prisstigningen af fadøl en direkte konsekvens af de stigende fødevarepriser og i detailhandlen. Det fortæller Stephan Scheelke, der er direktør for Tønder Festival.
- Det ville være usædvanligt, at de ikke steg i en eller anden grad - at det vil være en anelse dyrere. Ligesom man oplever, når man går ned og handler i detailbutikkerne i dag, siger direktøren til avisen.
Da Tønder Festival senest blev afviklet i 2019, kostede en fadøl 50 kroner.
Den sønderjyske festival afvikles i år fra 25-28. august.