Hætteklædte voldsmænd gik efter flygtningebørn
De omkring 100 hætteklædte og maskerede voldsmænd, der skabte rædsel i Stockholm fredag aften, gik ifølge politiet efter flygtningebørn.
Omkring 100 maskerede og hætteklædte voldsmænd gik amok i Stockholm tæt på den centrale banegård. Deres mål var at udøve vold mod uledsagede flygtningebørn.
Det viser en offentliggjort politirapport fra Stockholms Politi.
I rapporten fremgår det, at politiet i løbet af fredag aften fik anmeldelser om, at flere personer ville mødes i det centrale Stockholm for at udsætte uledsagede flygtningebørn for vold og kriminalitet.
Forud for samlingen var der uddelt foldere med teksten “Nu er det nok”, der opfordrede til at tage affære mod de mange flygtninge, der i disse dage strømmer til Sverige såvel som Danmark. Folderne er ikke signeret, og politiets foreløbige efterforskning har ikke kunne knytte episoderne til nogle bestemte grupper, men svenske medier spekulerer i, at der kan være tale om såkaldte hooligans.
Flere anholdte
Urolighederne endte med en kollision mellem de sortklædte, maskerede mænd og politiet. Politirapporten fortæller også om, at flere personer blev anholdt i forbindelse med den voldsomme episode.
En mand blev anholdt for at slå en betjent i ansigtet med en knytnæve. Betjenten var i civil. Da han blev anholdt, forsøgte han at modsætte sig, og det er han også sigtet for.
Tre unge mænd blev anholdt for at forstyrre den offentlige ro og for at være maskeret.
Politiet efterforsker sagen som konspiration om grov vold, fordi folderne opfordrede til at være voldelig mod de uledsagede flygtningebørn.
Ifølge nyhedsbureaet TT, oplyser politiet, at der endnu ingen anmeldelser om vold mod flygtninge er kommet ind. Derfor opfordrer politiet til, at personer, der har været udsat for noget kriminelt i forbindelse med urolighederne fredag aften, melder det.