Hækkerup vil stoppe papirvælde i psykiatrien

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Det skal være slut med læger og sygeplejerskes formålsløse registreringer i psykiatrien, mener ministeren.

Tid, som læger og sygeplejersker i psykiatrien gerne ville bruge med patienterne, bliver i dag brugt på papirarbejde og registreringer, der ikke tjener noget formål.

Men det skal være slut, mener sundhedsminister Nick Hækkerup (S), der lægger op til at afskaffe det, der opfattes som et vildtvoksende bureaukrati i det danske sundhedsvæsen. Det skriver Berlingske.

I et nyt udspil tager sundhedsministeriet fat i at afskaffe de mange registreringer for at imødegå en stadig mere højlydt kritik fra læger og personale om, at de bliver tvunget til at opfylde mærkelige dokumentationskrav i stedet for at få lov til at bruge deres tid på de syge.

– Jeg kan sagtens forstå, at det kan være demotiverende og frustrerende for læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale at skulle spilde kostbar tid på at indtaste oplysninger, som de ikke kan se, gavner noget som helst. Derfor har jeg også den holdning, at vi skal af med registreringer, der ikke giver mening og stjæler tid fra patienterne, siger Nick Hækkerup til Berlingske.

Konkret betyder det, at medarbejderne i psykiatrien slipper for at registrere eksempelvis deres tidsforbrug i forbindelse med ambulante behandlinger, mens det i børnepsykiatrien ikke længere skal registreres, hvilke behandlere der har deltaget i samtalerne.

Oplysningerne er nemlig aldrig blevet brugt til noget.

Registreringen blev indført i 2006, fordi der var planer om at indføre nye systemer på sundhedsområdet. Men de planer ligger stille, og tallene fra læger og sygeplejersker bliver derfor ikke brugt af hverken regioner eller på nationalt niveau.

Sundhedsministeriet forventer, at ministerens udspil vil kunne frigøre, hvad der svarer til over 21 årsværk i psykiatrien, som vil kunne bruges på andre opgaver.

Alene registreringen af tidsforbrug ved ambulante besøg i psykiatrien ventes at have stor betydning, da der alene i 2013 var knap 1,1 million tilfælde, hvor medarbejdere skulle registrere tiden af en samtale.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS