Hækkerup: Lægebesøg må ikke koste penge
»Dankortet skal blive i pungen, når vi er syge og søger læge.«
Så klar lyder meldingen fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i kølvandet på, at flere af Venstres folketingskandidater har givet udtryk for, at det ikke skal være uden omkostninger at aflægge sin private læge en visit.
»For mig som socialdemokrat er det helt forkert at indføre brugerbetaling på lægebesøg. Folk bliver ikke mindre syge af, at det koster penge at gå til lægen. Noget af det, der skaber tryghed og det samfund, vi har, er, at man ikke skal bekymre sig om, at man skal have dankortet med, hvis man er syg,« understreger sundhedsministeren.
V foreslår brugerbetaling – og alligevel ikke
Tidligere søndag fastslog Venstres gruppeformand Kristian Jensen (V) over for Berlingske Nyhedsbureau, at det ikke er partiets officielle politik at indføre brugerbetaling på lægebesøg. Denne udmelding kom efter, at BT havde afsløret, at en stor del af Venstres kandidater i en kandidattest i Altinget havde erklæret sig som tilhængere af brugerbetalingen. Men Venstres udmeldinger skaber ikke andet end forvirring, mener Nick Hækkerup.
»Vi aner ikke, hvad Venstre vil. Den ene dag melder Venstre-folk ud, at vi skal betale for at gå til lægen, og dagen efter har partiet ingen planer om at indføre brugerbetaling på lægebesøg. Det skaber utryghed og nervøsitet, når Venstre igen begynder at lege med den tanke, at det skal koste penge at gå til lægen. Det, synes jeg, de skulle holde sig fra,« fastslår sundhedsministeren.
Nick Hækkerup forsikrer, at så længe Socialdemokraterne sidder ved magten, skal den danske befolkning ikke bekymre sig om, at lægebesøg kan komme til at koste penge.