Hække, buske og træer: Sådan får du en smuk have
Barrodsplanter er billigere end planter i krukke. Og hvis du behandler dem rigtigt, vil både pris og kvalitet være en fordel.
Bøgehæk, ligusterhæk og taks. Mange af havens store planter kan med fordel købes barrodet – altså uden jordklump og potte.
– Både økonomisk og i forhold til planternes kvalitet er det godt givet ud at plante barrodet, siger Berit Rørbøl, der er anlægsgartner, landskabsarkitekt og haveekspert hos Videncentret Bolius.
Det gælder især, hvis du skal købe mange nye planter samtidig, eksempelvis fordi du skal anlægge nye hække eller buske i haven, tilføjer Louise Møller, der er havefaglig rådgiver i Haveselskabet.
– Jeg anbefaler, at man køber barrodsplanter i næsten alle de tilfælde, hvor det er muligt. Og estimeret kan du spare 60-70 procent af prisen ved at vælge barrodsplanter fremfor planter i potte, siger hun.
Der er dog nogle ting, du skal holde øje med. Når planten købes barrodet, er rødderne nemlig – ikke overraskende – mere udsatte.
Derfor skal rødderne holdes fugtige og tildækket i al tiden, fra de forlader planteskolen, til de kommer i jorden.
– Bare et par minutter i fri luft, sol og vind, kan ødelægge de fineste af rødderne, som optager vand. Derfor vil planten dø eller blive sat tilbage, siger Berit Rørbøl.
Et godt råd til, hvordan du får en flot have, er desuden, at du får bugt med ukrudt.
I galleriet ovenfor kan du se tips til, hvordan du gør det nemt og helt uden sprøjtemidler.
Undgå tørre rødder
Hav øjnene med dig, allerede når du køber planterne. Styr langt uden om dem, hvor rødderne virker tørre, eller hvor planten ligefrem har stået fremme i solen.
– Hvis rødderne derimod virker fugtige og sunde allerede fra køb, kan man også regne med, at resten af planten er sund, siger Louise Møller.
Når planten skal i jorden, er det vigtigt, at den har rigeligt plads til sine rødder.
Næstefter udtørring er noget af det værste, du kan gøre ved en barrodet plante, at tvinge den ned trange omgivelser.
– Hvis man tvinger rødderne i en unaturlig retning, vil planten bruge uforholdsmæssigt meget energi på at rette op på det. Og du risikerer, at rødderne tørrer ud, fordi de er for tæt på overfladen, siger Berit Rørbøl.
Når planten er i jorden, kan du give en smule kompost eller gødning. Og herefter lyder opskriften: vand, vand, vand.
– En plante i potte er beskyttet af sin fugtige jord, men her er barrodsplanterne mere udsatte, indtil de bliver plantet. Så alle nyplantede planter skal vandes jævnligt – også henover sommeren, siger Louise Møller.
Faktisk er det ofte vandingen, folk snubler i, når de mislykkes med barrodsplanterne.
– Hvis man vander for lidt, går planten i en form for dvale, hvor den hverken skyder eller sætter rødder. Og selv om man vander rigeligt senere, kan det være for sent – for træet eller hækken er svækket fra start, siger Berit Rørbøl.
Få bugt med mos
Et andet godt sted at starte er græsplænen, der for mange danskeres vedkommende formentlig vil være godt fyldt op med mos.
Helt uden sprøjtemidler kan man nemlig sagtens få en pæn og grøn plæne med en række helt simple tips.
I denne artikel kan du se, hvordan du gør.
Mos i græsset? Sådan får du liv i plænen igen