Hackere stjæler over seks milliarder fra banker

Foto: Tomasz Zajda/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Russisk selskab er ved at efterforske et cyberrøveri af et hidtil uset omfang.

En multinational bande af kriminelle hackere har stjålet helt op til en milliard dollar (over 6,5 milliarder kroner) fra 100 banker og finansielle institutioner forskellige steder i verden over to år, siger det russiske selskab Kasperskij Lab, som er specialiseret i computersikkerhed.

Selskabet siger, at det arbejder sammen med Interpol, Europol og myndigheder fra forskellige lande for t få afdækket sagen, der kaldes et cyberrøveri af et hidtil uset omfang.

Banden, som Kasperskij kalder Carbanak, går usædvanligt til værks ved at stjæle direkte fra bankerne og ikke fra kundernes konti.

I banden indgår der cyber-kriminelle fra Kina og Europa – blandt andet fra Rusland og Ukraine.

– Der er tale om et udspekuleret og professionelt angreb, siger analytikeren Sergej Golovanov i selskaber.

Hackergruppen har skaffet sig adgang til bankernes interne systemer ved at sende e-mails med virus til bankansatte. Viruset har gjort det muligt for hackerne at overvåge de ansattes computere og registrere alt, hvad der er sket på computerskærmene.

– Angrebet viser, at kriminelle udnytter enhver svaghed i ethvert system, siger direktøren for Interpols center for digital kriminalitet, Sanjay Virmani.

Angrebet mod hver bank har taget mellem to og fire måneder at gennemføre. Op til 10 millioner dollar- omkring 65 millioner kroner – er blevet stjålet ved hvert angreb, hedder det i den russiske rapport.

Kaspersky Lab skriver, at angrebene begyndte i 2013, og at de stadig foregår.

Ifølge rapporten har angrebene, som kaldes et nyt kapitel i cyberkriminalitetens historie, fortrinsvis været rettet mod banker i Rusland. Men store beløb er også blevet stjålet fra banker i Japan, USA, Schweiz og Holland.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS