HA-medlem går fri: Risikerede 16 års fængsel

Foto: Bax Lindhardt/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Pædagog accepterer byrettens dom på fængsel i 16 år. Anklagemyndigheden opgiver at anke frifindelse af rocker.

Et medlem af Hells Angels slipper for at høre mere om et slags kokain-værksted i en kælder i Vanløse i København.

For nylig blev Niklas Søgaard-Pedersen fra Hells Angels frifundet af Retten på Frederiksberg, hvor han var tiltalt sammen med en bekendt, den 35-årige pædagog Simon Theis Myhre.

Sidstnævnte blev fundet skyldig, og dommen lød på fængsel i 16 år.

Pædagog har opgivet at anke

Selv om straffen er meget lang, har pædagogen opgivet at anke til landsretten. Og derefter har anklagemyndigheden besluttet også at sætte punktum ud for rockerens navn.

– Sådan som sagen blev præsenteret i byretten og på grund af dommens præmisser, har vi vurderet, at sagen ikke vil få et andet udfald i landsretten, forklarer anklager Thomas Hugger beslutningen.

I kælderlokalet på Rosenlunds Allé var der udstyr og kemikalier til opblanding af 101 kilo kokain.

Desuden lå der en M 75 automatriffel, en halvautomatisk pistol og et oversavet jagtgevær på adressen, da politifolk fra specialgruppen i Københavns Politi i november sidste år besluttede sig for at slå til.

Anker ikke til formildelse

Selv om Simon Theis Myhre kun erkendte at have produceret et halvt kilo kokain i kælderen, og selv om han fik en meget lang straf, har han som nævnt besluttet ikke at anke til formildelse.

Under sagen i byretten har han forklaret, at det var en spillegæld på 150.000 kroner, som bragte ham ind i kriminaliteten. En automekaniker havde snydt ham, lød det.

– Det er så langt væk fra min virkelighed som pædagog, sagde Simon Theis Myhre.

Han beskrev sig selv som dum og naiv. I byretten støttede han den medtiltalte, altså rockeren fra Hells Angels.

– At jeg så oven i købet slæber dem, jeg holder mest af, med i det, det er jeg utrolig ked af, sagde pædagogen med henvisning til Niklas Søgaard-Pedersen.

I flere måneder forud for politiets ransagning af kælderen sad rockeren fængslet i forbindelse med en anden sag.

Alligevel mente anklagemyndigheden oprindeligt, at der var grundlag for at rejse tiltale mod ham.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS