Gymnasium lækker studerendes cpr-numre: Pas på din konto

Ved en fejl har Handelsgymnasiet i Risskov lækket 240 personnumre på nettet.

Her på handelsgymnasiet har man ved en fejl lækket 240 elevers cpr-numre på nettet. Foto: Google Street View.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er sket en fejl på Aarhus Handelsgymnasium – Aarhus Business College. Det sker nu nok på daglig basis på sådan en institution, men denne gang er det en af de større og mere graverende. Og fejlen er ikke begået af en morgentræt elev til eksamen- næ, den er begået af gymnasiet selv.

Gymnasiet har nemlig lækket 240 elevers cpr-numre på skolens interne hjemmesider. Det bekræfter direktør på Aarhus Business College, Gitte Nørgaard, over for TV 2.

Offentliggørelsen af cpr-numrene skete i forbindelse med en oversigt over i hvilke fag elever skulle aflevere en opgave. Cpr-numrene stod der ved siden af elevernes navne. Det har skolen ifølge TV 2 skrevet i et orienteringsbrev til elever og lærere.

– Vi er selvfølgelig utroligt kede af det og beklager fejlen dybt. Der er tale om en menneskelig fejl, der er sket på trods af vores sikkerhedsprocedurer på området. Vi har orienteret Datatilsynet, og har udpeget kontaktpersoner, som kan hjælpe eleverne, hvis de føler sig usikre i forhold til om deres data vil blive misbrugt, siger Gitte Nørgaard her til aften til TV 2.

”Vi har som led i vores undersøgelse af bruddet på vores datasikkerhed fået afklaret, at listen med de 240 navne, eller dele af listen, var tilgængelig på Google for Education i 30 timer og på Elevplan i 7 timer. Det er vores klare opfattelse på nuværende tidspunkt, at de 240 elever, hvis navne var på listen, er de eneste, som i tidsrummet har haft adgang til den specifikke destination på de to lukkede sites,” står der ifølge TV 2 i brevet.

Menneskelig fejl

I brevet oplyser gymnasiet også om, at det var en menneskelig fejl, der var årsagen til lækket. Alle cpr-numrene skulle også igen være fjernet.

På trods af, Aarhus Handelsgymnasium er overbevist om, at numrene ikke er blevet spredt i en større kreds, giver man alligevel eleverne en lille opfordring:

Vi anbefaler dig også, at du tjekker dine bankkonti lidt oftere end normalt, og at du udviser mistænksomhed eller handler afvisende, hvis du bliver kontaktet af nogen, som beder dig bekræfte tilmeldinger eller opdateringer af eksempelvis dine økonomiske oplysninger på dine betalingskort eller i din netbank, står der i skrivelsen.

Powered by Labrador CMS