Gymnasierektorer: Nu vil vi gerne have en reform på plads
Karaktererne spiller ikke den store rolle for rektorerne på gymnasiet. De vil bare have et forlig på bordet.
Forhandlingerne om en ny gymnasiereform er efterhånden trukket i langdrag. Og derfor vil det være godt, hvis der snart ligger et forlig klar.
Sådan lyder det fra Anne-Birgitte Rasmussen, formand for gymnasieskolernes rektorforening, Danske Gymnasier, efter at rød blok ifølge Politiken har åbnet op for et karakterkrav på 3 i gennemsnit i fagene dansk og matematik som adgangskrav til gymnasierne.
– Vi synes, det er dejligt, at de to blokke er ved at nærme sig hinanden på karakterkravet. Det vil være godt for sektoren, hvis der kommer et bredt forlig nu.
– Der har været forhandlinger i lange perioder. Både med den forrige og den nuværende regering. Så vi krydser fingre for, at det nu lykkes, siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Karakterdiskussionen har fyldt forhandlingerne, hvor blå blok har stået fast på et adgangskrav på 4, mens de røde partier ikke har villet snige sig op på mere end 2. Nu blødes der altså op.
Karakterkrav ikke vigtige
For rektorerne betyder karakterkravet dog ikke så meget, selv om de tidligere har været ude at melde, at karakteren 4 ville være passende for de tre-årige uddannelser, mens en uddannelsesparatheds-vurdering vil være egnet til HF.
– Vi vil gerne have, at man kigger nærmere på eksamensformerne på det almene gymnasium og skaber gode rammer for det faglige samarbejde.
– På HF ønsker vi en mere fleksibel udgave, så flere unge får et godt HF forløb og efterfølgende får en uddannelse.
Torsdag forhandler partierne videre, og forventningen er, at det vil resultere i en aftale. Alternativet og Enhedslisten sidder ikke længere med ved forhandlingsbordet.
– Hvis et 3-tal giver et forlig, så er det godt. Vores fornemmelse er, at der er så mange gode ting i udspillet, og derfor vil vi bare have det afsluttet.
– Det brede, politiske forlig skaber stabile rammer for arbejdet, så vi undgår, at man går ind og laver forandringer, hver gang magten skifter, siger Anne-Birgitte Rasmussen.
/ritzau/