Gymnasier vil slå hårdt ned på deling af sexvideoer
Rektorerne er klar til at skride til politianmeldelse, når elever deler sexvideoer, lyder det fra gymnasierne.
Det er helt på sin plads, at gymnasierektorer skrider til politianmeldelse, hvis de konstaterer, at elever deler sexvideoer.
Det siger formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen.
– Hvis man observerer og er vidende om, at nogle elever deler videoer, der er krænkende, især med unge under 18 år, så skal man selvfølgelig politianmelde det, siger hun.
Reaktionen kommer i kølvandet på sagen om en 15-årig pige, der blev udsat for grove seksuelle krænkelser, som blev filmet og delt på Facebook.
Det har fået de Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod, til at opfordre gymnasierektorerne til at slå hårdt ned på elever, der deler den slags videoer.
Og Danske Gymnasiers formand er helt på linje med den radikale ordfører.
– Vi skal alle sammen gøre alt, hvad vi kan for at arbejde med den her sag. Det er indlysende, siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Svært at følge med i
Hun erkender dog, at det ikke er let for rektorerne at følge med i, hvad der foregår blandt eleverne på sociale medier.
– Jeg tror ikke, der er tale om en berøringsangst, men en del rektorer er oppe i årene. Og jeg tror ikke, vi har været så klar over, at omfanget af det her tilsyneladende er så stort, som det virker til lige nu, siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Hun mener, det er et værdiskred hos nogle elever, der gør, at man ukritisk deler den slags videoer.
– Jeg tror, der er sket et kollektivt skred i forhold til, at man accepterer krænkelser, som ikke bør accepteres, siger formanden for Danske Gymnasier.
Hun efterlyser, at der i forbindelse med en forestående gymnasiereform indføjes et element om digital dannelse.
– Det vil være en stor hjælp for os, hvis man fra politisk hold skrev ind, at der skal være et bilag til bekendtgørelsen om digital dannelse, hvor man kan arbejde med de unge mennesker i forhold til viden om og kendskab til at gebærde sig på nettet, siger Anne-Birgitte Rasmussen.
/ritzau/