Gymnasieelever kommer til at tjene mere

De danske gymnasiestuderende har meget at være glade over. Nye tal viser, at de på sigt kommer til at tjene mere. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Ufaglærte gymnasieelver kommer på sigt til at tjene mere end folk udelukkende med en erhvervsuddannelse.

Lange skoledage og tonsvis af afleveringer på jagten efter en studenterhue kan betale sig i længden. Nye tal fra De Økonomiske Råd viser, at dem der har af sluttet en gymnasial uddannelse på sigt kommer til at tjene flere tusinde kroner mere om året, end dem der har taget en erhvervsuddannelse.

– Analyserne peger på, at de gymnasiale uddannelser ikke kun har værdi som studieforberedelse, men at de unge, der alene har en gymnasial uddannelse, hen ad vejen klarer sig relativt godt på arbejdsmarkedet og efterhånden opnår højere indkomst end de, der alene har en erhvervsuddannelse, skriver De Økonomiske Råd.

Størstedelen af nyuddannede gymnasieelver vælger at læse videre, det er et af de grundlæggende formål med gymnasieuddannelsen, men mange står alligevel tilbage med gymnasiet som den højeste uddannelsesinstitution. De Økonomiske Råds tal viser, at en femtedel af gymnasieeleverne ikke læste videre efter to år.

Det er netop de elever, der ikke læser videre, fra henholdsvis gymnasiale- og erhvervsuddannelser, vismændene bygger deres rapport på. Og tallene maler et klart billede.

– I de første to til tre år efter endt uddannelse tjener de erhvervsstuderende årligt 60.000 til 80.000 kroner mere end gymnasialt uddannede, men forskellen indsnævres hurtigt. Efter otte til ni år tjener de gymnasialt uddannede mest med en klar tendens til, at forskellen stiger, står der i vismandsrapporten.

Forklaringen bag stigningen skyldes, ifølge De Økonomiske Råd, at de to uddannelser giver forskellige kompetencer. Mens erhvervsuddannelse giver specifikke jobkompetencer, der kan bruge straks efter uddannelsen, giver den gymnasiale uddannelse generelle kompetencer, der bruges til at udvikle jobspecifikke kompetencer hen ad vejen.

Newspaq

Powered by Labrador CMS