Gummibåd tabte luft i Middelhavet: 50 migranter savnes

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den italienske kystvagt måtte redde en gruppe migranter om bord på en gummibåd, som tabte luft.

Den italienske flåde har under en aktion i Middelhavet onsdag formentlig reddet livet for en gruppe migranter, som befandt sig en gummibåd ud for Libyens kyst, hedder det i en Twitter-melding fra et af landets flådefartøjer.

Gummibåden tabte luft, og migranterne blev reddet fra gummibåden over i et af de italienske flådefartøjer.

Ifølge italienske medier blev omkring 50 migranter reddet, og migranterne fortæller, at der var yderligere 50 personer om båd i deres gummibåd, indtil den begyndte at tabe luft.

De italienske myndigheder har endnu ikke kommenteret disse oplysninger, men en talsperson for den italienske kystvagt oplyser, at de reddede migranter er transporteret til den italienske ø Lampedusa.

Redningsaktionen er blot den seneste i en lang række hændelser i år, hvor over 2000 migranter menes at være druknet i Middelhavet på deres vej til Europa. Det er et tal, der hele tiden stiger.

Så sent som i sidste uge kæntrede en overfyldt båd med omkring 600 mennesker om bord ud for Libyens kyst. Cirka 200 af dem er endnu ikke fundet.

På samme tidspunkt sidste år var antallet af omkomne 1607. I alt mistede 3279 livet i 2014 på deres vej over Middelhavet.

Menneskesmuglere bruger ofte synkefærdige fartøjer, hvilket øger risikoen for at dø på rejsen over Middelhavet. Størstedelen af flygtningene kommer fra Afrika og Mellemøsten via Libyen.

Ifølge de seneste tal fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM) er omkring 188.000 siden januar blevet reddet på havet i deres forsøg på at komme til Europa.

De fleste – 97.000 – er ankommet til Italien, mens der er kommet 90.500 til Grækenland.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS