Guide: Sådan redder du din mobil i vinterkulden

Selv om telefonen viser, at den har strøm på batteriet, kan den uden varsel løbe tør i koldt vejr. Her er nogle tip til, hvordan du passer på batteriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Du har måske prøvet det: Man står med kolde fingre i frostvejret og skal ringe hurtigt. Men selv om telefonen viser, at den har 45 procent strøm tilbage, går den pludselig ud. Mobilens batteri er løbet tør for strøm.

Det er egentlig ikke så mærkeligt, forklarer Per Jørgensen Møller, der er civilingeniør med speciale i batterier.

For når mobilens batteri bliver koldt, kommer det på overarbejde. Den såkaldte iontransport bliver sløvere, og derfor foregår processen langsommere, forklarer han.

– Batterier er ikke gode til at afgive energi, når det er koldt. Og det gælder særligt, hvis batteriet også er slidt, siger Per Jørgensen Møller.

Telefonen lyver overfor dig

Det er her, telefonens batteriindikator kan blive misvisende.

5 tips der får mobilens batteri til at holde længere

  1. Lad ikke batteriet helt op.
  2. Hold mobilen kold.
  3. Oplad ikke trådløst eller med en hurtig-lader. De oplader batteriet og ødelægger det.
  4. Løb tør for strøm én gang om måneden. Det får batteritælleren til at nulstille sig, så den tæller rigtigt.
  5. Opbevar den gamle mobil med mindst 40% strøm i batteriet.

Kilde: TV2.

– Batteriindikatoren kan simpelthen blive snydt. For selv om du kigger på mobilen, og den har 25 procents strøm på, når så telefonen bliver kold, forsvinder kapaciteten lige pludselig, og telefonen går ud, siger han.

Det samme gælder også, når telefonen bliver for varm. Og temperatursvingningerne får ikke bare batteriet til at gå ud, de reducerer også dets levetid, forklarer han.

– Selv moderate temperaturstigninger til 35-40 grader reducerer batteriets levetid, siger Per Jørgensen Møller.

Så når det varmt, skal du undgå at lægge telefonen direkte i solen. Og når det er koldt, skal du undgå direkte kulde, men i stedet lægge telefonen i en varm inderlomme.

Oplad din telefon ordentligt

Temperaturerne skal du også være opmærksom på, når du lader telefonen op. For telefonen afgiver varme til batteriet.

– Så det med at lægge telefonen under et tæppe eller en pude, hvor temperaturen kommer op, mens mobilen lader, det er ikke særligt godt, siger Per Jørgensen Møller.

En mere krævende ting, du også kan gøre, er at sørge for, at batteriet aldrig lader helt op eller i bund.

– Det er en anvendelsesmetode, som hørte til de gamle batteriteknologier, at man skulle lade helt op og helt i bund, siger Per Jørgensen Møller.

– I virkeligheden bør man stoppe opladningen omkring 80 procent og så sørge for, at man ikke aflader til under 25 procent. I praksis er det umuligt at gøre hver gang, men man kan have det som tommelfingerregel, siger han.

Batteriet bliver nemlig “stresset” mest i yderpunkterne af dets kapacitet, forklarer han.

Også telefonens apps kan påvirke batteriforbruget, siger Ilyas Dogru, der er test- og analyseansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk.

– Vi ved, at nogle af de apps, som virkelig sluger batteri, er dem, der kører i baggrunden. For eksempel Facebook-appen, som måske sender notifikationer, eller et spil som kører i baggrunden hele tiden, siger han.

Klik igennem galleriet for at se, hvordan du bedst passer på mobilens batteri.

Kilder: Per Jørgensen Møller, Ilyas Dogru.

Powered by Labrador CMS