Gudmundsson: Jeg er stolt af femtepladsen
Det var en godkendt afslutning på VM-turneringen i Qatar at vinde de to sidste kampe, mener landstræneren.
Nederlaget mod Spanien i kvartfinalen gjorde ondt på de danske håndboldherrer.
Så det var glædeligt, at holdet var i stand til at rejse sig med to sejre i de to sidste placeringskampe om at blive nummer fem ved VM i Qatar, mener landstræner Gudmundur Gudmundsson.
Fredag blev det til sejr over Slovenien, og lørdag vandt danskerne 28-24 over Kroatien.
– Jeg er meget stolt og glad for de sidste to kampe. At komme tilbage på den måde var meget stærkt af holdet.
– Spillerne viste en god moral, vilje og et godt hjerte. Det var en svær kamp mod Slovenien, fordi det var en kamp om så meget – især at sikre os OL-kvalifikation, siger Gudmundsson.
En femteplads kan vise sig at give Danmark hjemmebanefordel i OL-kvalifikationen, men det er endnu ikke besluttet politisk og afhænger også af, om Qatar vinder det asiatiske mesterskab.
– Kroatien ville også vinde over os og måske få mulighed for at organisere en OL-kval-turnering på hjemmebane. Det ved vi jo ikke.
– Alligevel er der kæmpe forskel på at blive nummer fem eller seks. Og vi fik det allerbedste ud af det efter kampen mod Spanien – med to gode kampe, fastslår landstræneren.
Han evaluerer VM med panderynker og lidt ærgrelse over, at der ikke var en mellemrunde som ved EM-slutrunderne. Så ville der være større chance for, at de fire bedste hold endte i VM-semifinalerne.
– Vi har spillet ni kampe og kun tabt én. Jeg synes, det er mærkeligt at skulle spille en pokerturnering efter gruppespillet.
– Og så skal man også huske på, at jeg er kommet til som ny træner, og det tager altid tid at komme med sine ændringer.
– Vi har ændret nogle ting omkring forsvar, angreb, kontra og returløb. Det er mange ting, jeg har arbejdet med. Vi har forbedret os i hver eneste kamp, og spillerne oplever det også, siger landstræneren.
Næste mål for Danmark er at komme med til EM-slutrunden i Polen i 2016 samt OL i Rio senere samme år.
/ritzau/