Grøn skattereform på plads: Men noget mangler
Et bredt politisk flertal er enige om grøn skattereform med ambition om en ensartet CO2-afgift i 2030.
Der kommer ikke en ensartet CO2-afgift lige med det samme i den grønne skattereform, som regeringen præsenterer tirsdag.
Den kommer først senere, fremgår det af den brede politiske aftale, som er indgået mellem regeringen, De Radikale, SF, Venstre og De Konservative.
– Det er aftalepartiernes ambition, at Danmark i 2030 skal have en ensartet CO2-afgift, fremgår det af aftalen, som præsenteres i Finansministeriet med finansminister Nicolai Wammen (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) i spidsen.
Uden Enhedslisten
En ekspertgruppe skal i de kommende år finde svaret på, hvordan man bedst muligt indfører en ensartet CO2-afgift.
Det har ifølge regeringens udspil til den grønne skattereform hidtil vist sig at være en svær opgave.
Netop manglen på en hurtig ensartet CO2-beskatning er hovedårsagen til, at regeringens støtteparti Enhedslisten tidligere tirsdag meldte ud, at partiet ikke går med i aftalen.
Det skete med hårde ord fra klimaordfører Mai Villadsen (EL), der mener, at “regeringen og partierne bag aftalen har syltet beslutningen om den nødvendige CO2-afgift”.
Venstre er, i modsætning til Enhedslisten, med i aftalen.
– Det er et første vigtigt skridt i retning af en ensartet CO2-afgift, som er et afgørende værktøj til at nå vores målsætning i 2030.
– Nu får vi nedsat et ekspertudvalg, der skal se på, hvordan vi får en ensartet CO2-afgift på tværs af brancher. De skal også se på, hvordan vi kan indføre CO2-afgiften uden at det flytter arbejdspladser ud af landet og samtidig sikre, at skatten samlet set ikke stiger, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Han siger, at “det er godt for erhvervslivet”, at reformen i første omgang giver lettelser for seks milliarder kroner til virksomhederne, så der kan investeres grøn.
De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen siger til kritik af, at der ikke allerede nu indføres en CO2-afgift som del af grøn skattereform:
– Jeg ved godt, at de grønneste af jer vil være skuffet. Hvorfor får vi ikke en CO2-afgift i morgen? Det havde jeg også gerne set. Men det er en supertanker, vi skal vende. Det tager tid, og det er en historisk aftale, vi præsenterer nu, siger Sofie Carsten Nielsen.