Grøn Koncert fik flot start
Mange fandt vej til starten på Grøn Koncert i Kolding. I dag fortsætter folkefesten i Randers.
Grøn Koncert 2016 fik en flot start med masser af sol og bagende varme. 13.500 publikummer deltog i premieren i Kolding.
Musik for enhver smag
D-A-D har netop lukket årets første Grøn Koncert med én af sine fulde albumkoncerter, hvor Kolding fik lov at høre No Fuel Left For The Pilgrims. DJ-duoen Lågsus åbnede hele festen med Citybois, Gilli og Emil Stabil på scenen, og efterfølgende spillede to af Danmarks mest populære sangere, Shaka Loveless feat. Rasmus Walter, op til fest i solen.
Også to af de bedste kvindelige sangere herhjemme, Stine Bramsen feat. Nabiha, havde teamet op på Grøn Koncert.
Til Mads Langers koncert blev der både sunget med blandt publikum og på scenen, hvor han havde inviteret en af sine koldingensiske fans, 21-årige Nina, med på scenen under hittet Tunnel Vision. De Eneste To gav publikummet en indlevende optræden, og fik besøg af det legendariske band Love Shop under koncerten.
Nik & Jay gav både smagsprøver på nyt materiale og spillede masser af sange fra deres massive hit-katalog. Efterfølgende indtog rapgruppen Suspekt scenen og spillede op til en kæmpe fest, hvor de blandt andet havde en gruppe piger med muskelsvind med på scenen.
I Kolding kom der lidt færre end sidste år. I 2015 kom der 14.500 publikummer mod 13.500 i år.
Publikummet på Grøn Koncert i Randers, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og København kan se frem til en vild dag, når Grøn Koncert i dag fortsætter sin tur gennem landet. I dag når Grøn Koncert til Randers.
Se billederne øverst i artiklen…