Groft røveri: Fodboldstjerne truet med kniv

Et groft hjemmerøveri fandt sted natten til onsdag på fodboldspiller Dele Allis adresse i det nordlige London.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den engelske landsholdsspiller og Tottenham-profil Dele Alli er blevet udsat for et groft hjemmerøveri. Det rapporter britiske medier.

Dele Alli blev truet med en kniv, og gerningsmændene slap afsted med værdier for hundredtusinder af pund.

– To mænd fik adgang til ejendommen og stjal smykker, herunder ure, før de flygtede, lyder det fra Metropolian Police i en erklæring.

Røveriet fandt sted på Dele Allis adresse i det nordlige London. Her har Dele Alli været i isolation med sin bror, deres samlevere og en ven.

Ifølge politiets erklæring kom to mænd på adressen til skade ved røveriet.

– To mandlige beboere på ejendommen led lettere ansigtsskader efter overfald. De krævede ikke behandling på hospitalet, melder Metropolitan Police.

Ingen anholdelser

Politiet har ikke foretaget nogen anholdelser i forbindelse med sagen og er fortsat i gang med undersøgelser.

Dele Alli takker sine følgere på Twitter for deres henvendelser onsdag aften.

– Forfærdelig oplevelse, men vi er alle okay nu. Vi værdsætter støtten, skriver den 24-årige landsholdsspiller.

Hjemmerøveriet skete lidt efter midnat natten til onsdag.

Dele Alli forventes at vende tilbage til træning med Tottenham i næste uge forud for en mulig genoptagelse af Premier League-kampe i juni.

Powered by Labrador CMS