Grevinde får kindhest af Finanstilsynet

Ulla Brockenhuus-Schack. Foto: Facebook.
Offentliggjort Sidst opdateret

Finanstilsynet sender mandag en kindhest i retning af selskabet Seed Capital Management, der får en påtale for ikke at have registreret sig korrekt hos tilsynet.

Seed Capital Management, der blandt andre har grevinde Ulla Brockenhuus-Schack i ejerkredsen, får påtalen, fordi selskabet ikke i tide har ansøgt om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde trådte i kraft den 22. juli 2013 med en overgangsperiode indtil den 22. juli 2014. Finanstilsynet har konstateret, at Seed Capital Management har foretaget investeringer i begge de fonde, som selskabet forvalter, efter skæringsdatoen for den nye lovs ikrafttrædelse.

Har erkendt

Finanstilsynet mener derfor ikke, at selskabet kan være omfattet af undtagelsen i loven og derfor senest den 22. juli 2014 burde have registreret sig hos tilsynet.

Seed Capital Management har erkendt sin brøde og har siden ansøgt om at blive registreret som forvalter af alternative investeringsfonde. Finanstilsynet konstaterer derfor, at sagen har fundet en løsning.

Powered by Labrador CMS