Greenpeace-skib lænket til kaj af myndigheder

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Greenpeace-aktivisters skib er tøjret af myndighederne i spansk havn efter protestaktion mod olieboringer.

Et år efter at Greenpeace-skibet Arctic Sunrise blev tilbageholdt – med den danske tredjestyrmand Anne Mie Roer – af russiske myndigheder, er det hollandsk indregistrerede skib igen lænket til en kaj efter en protestaktion mod olieboringer.

Denne gang er skibet tilbageholdt af spanske myndigheder i havnebyen Arrecife på Lanzerote, efter at besætningen ifølge myndighederne nægtede at adlyde ordrer.

I en protestaktion ved De Kanariske Øer lørdag, da Arctic Sunrise sejlede ind i et forbudt område, “ignorerede de instruktioner fra det spanske flådeskib Relampago” om at forlade farvandet, sagde den spanske forsvarsminister, Pedro Morenes, onsdag.

Aktivisterne “satte skibe i vandet for at chikanere og forsøge at borde Rowan Renaissance”, der er navnet på det spanske olieskib, som selskabet Repsol bruger til at bore efter olie og gas.

Greenpeace-skibets amerikanske kaptajn tilbageholdes.

To aktivister fra Arctic Sunrise blev kvæstet under weekendens protestaktion, blandt andet faldt en italiensk kvinde over bord, da hendes speedbåd blev påsejlet af den spanske flåde, og hun måtte efterfølgende behandles for et brækket ben.

Episoden, hvor den spanske flåde i hurtigbåde påsejler aktivisterne, er dokumenteret på videoklip.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS