Greenpeace laver aktion mod skifergasboring

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Aktivister er kravlet op i boretårn ved Dybvad, hvor Danmarks første prøveboring efter skifergas skal udføres.

Miljøorganisationen Greenpeace har mandag morgen indledt en aktion ved Dybvad i Nordjylland, hvor det franske energiselskab efter planen skal foretage Danmarks første prøveboring efter skifergas.

Det oplyser Greenpeace i en pressemeddelelse.

– 21 Greenpeace-aktivister har netop krydset hegnet til borepladsen i Dybvad. Fire af dem er klatret til tops i boretårnet, der er lige ved at være klar til at bore.

– De trænede klatrere befinder sig nu i cirka 25 meters højde for at bremse Total i den sidste vitale opsætning af tårnet for at sende en kraftig appel til de politiske beslutningstagere, hedder det i pressemeddelelsen.

Politiet har modtaget anmeldelse

Nordjyllands Politi bekræfter over for Ritzau, at det har modtaget en anmeldelse om, at nogle personer har lænket sig til boretårnet.

Aktivisterne har ifølge eget udsagn placeret et banner i tårnet med teksten “Stop Fracking”, der er navnet på den omstridte metode, der anvendes til at udvinde skifergas.

– Aktivisterne har planer om at blive længe, og deres fredelige protest slutter sig til de mange lokale demonstrationer og blokader, der har sat Dybvad og skifergassen på det miljøpolitiske Danmarkskort, skriver Greenpeace i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS