Greenpeace frygter baggrunden for Arktis-krav

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark bør kæmpe for at beskytte Nordpolen og ikke for at få retten til at udvinde olie, mener Greenpeace.

Hvis Danmark får ejerskab over store dele af det arktiske område, som regeringen mandag gør krav på, bør vi bruge området til at sikre den skrøbelige natur. Det mener Greenpeace.

– Spørgsmålet er naturligvis, hvordan man har tænkt sig at bruge det potentielt stærkt udvidede territorium, hvis Rigsfællesskabet lykkes med at sikre sig retten.

– Svaret bør indlysende være, at vi skal tage bedst mulig vare på de unikke, isfyldte områder ved at lede et samarbejde på tværs af stater om at beskytte Nordpolen for fremtidige generationer, siger kampagnechef i Greenpeace Jon Burgwald i en pressemeddelelse.

Danmark bliver mandag eftermiddag det første land i verden, der kræver fuldt ejerskab over Nordpolen. Det sker som del af et enormt landkrav på den arktiske havbund, som ifølge Danmark er en forlængelse af Grønland.

Kravet om de 895.000 kvadratkilometer havbund – mere end 20 gange Danmarks størrelse – betyder, at Danmark vil trække den yderste grænse for kongeriget tværs over det Arktiske Hav og helt over til Ruslands 200-sømil-grænse.

Men Greenpeace frygter, at Danmark blot kæmper for at sikre sig området, så Grønland og Danmark på sigt kan udnytte de potentielle naturressourcer i området.

– Det her kapløb afslører sig selv som både meningsløst og tåbeligt, hvis det i virkeligheden ikke handler om andet end at rage til sig, fordi man har muligheden. Det er en nærmest arrogant tilgang til klodens velbefindende, hvis vi udelukkende vil sikre os retten til at udvinde ressourcer, der i dag er gemt væk under den smeltende havis, siger Jon Burgwald.

– Paradoksalt nok er det jo vores afhængighed af den her olie og gas, som øger afsmeltningen af gletsjere og havis i Arktis kolossalt, og vigtigheden af at beskytte de sårbare områder, der nu blotlægger sig, har dermed aldrig været større, siger han.

Powered by Labrador CMS