Gravrøvere på spil for første gang i over 100 år
Fire hidtil uberørte gravhøje i Billund Kommune er blevet gravet op og muligvis berøvet for danefæ
Sidste gang, der var gravrøverier i Danmark var i 1890’erne, men nu har fire gravhøje nord for Grindsted haft besøg af en eller flere gravrøvere, skriver flere medier.
Ifølge dr.dk var gravhøjene 4.000 år gamle, og de har indtil nu været uberørte. Det var Kulturstyrelsen, der torsdag aften anmeldte gravrøverierne, og politiet har fredag morgen været ude at undersøge de opgravede fortidsminder.
– Det er en stor katastrofe. Gravrøverene går ind og ødelægger en del af danmarkshistorien, siger Lars Bjarke Christensen, der er arkæolog i Kulturstyrelsen til dr.dk.
Han ærgrer sig over, at tyvene måske er sluppet afsted med genstande, som kunne have været af stor videnskabelig og historisk betydning.
– Det, vi kunne have få ud af de her gravhøje, er nu slettet fra historien. Vi har ikke længere mulighed for at undersøge, hvordan livet har været i oldtiden på denne egn i Jylland, siger han.
Museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer, Niels Algreen, opfordrer ifølge jv.dk folk til at være opmærksomme, hvis de færdes omkring gravhøje, og at anmelde det til myndighederne, hvis de ser, at der er gravet omkring dem.
Ifølge Lars Bjarke Christensen kan den slags høje ofte indeholde for eksempel stenøkser, der kan sælges for op til 10.000-15.000 kroner på det sorte marked. Gravrøverne kan dog også være nogen, der gerne vil have danefæet til deres personlige samling, vurderer han.
Ifølge Kulturstyrelsen er der blevet gravet i den rigtige dybde og diameter, så det tyder på, at gravrøverne har godt styr på, hvad de laver.