Gratis vaccinationer til udvalgt gruppe
Et nyt tilbud sikrer gratis vaccine til personer i særlig risiko for at blive syge af pneumokokker.
En gruppe udvalgte bliver nu tilbudt gratis vaccinationer mod pneumokokker.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
Pneumokok-bakterien kan være årsag til potentielt alvorlige sygdomme som meningitis, blodforgiftning og lungebetændelse.
I risikogruppe
Nogle personer er i højere risiko for at udvikle disse sygdomme, enten på grund af deres alder, eller fordi de har en anden sygdom i forvejen.
Derfor indføres der nu et tilbud om gratis vaccination mod pneumokokker til disse særligt udsatte grupper.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
– Når vi tilbyder særligt udsatte grupper gratis vaccination mod pneumkokker sker det for at beskytte dem og for at reducere antallet af sårbare patienter, som bliver ramt af andre alvorlige infektionssygdomme under epidemien med coronavirus, siger overlæge i Sundhedsstyrelsen, Bolette Søborg.
Del af vaccinationsindsats
Tilbuddet er en del af en udvidet vaccinationsindsats fra regeringen, der skal reducere antallet af sårbare patienter, som bliver ramt af alvorlige infektionssygdomme, og som skal være med til at forhindre, at sundhedsvæsenet bliver overbelastet under epidemien med coronavirus.
Det indebærer udover pneumokokvaccinationen også gratis influenzavaccination til sundhedspersonale og fortsættelse af gratis kighostevaccination til gravide.
Tilbydes først til de mest sårbare
I første omgang gælder tilbuddet om gratis vaccination mod pneumokokker beboere på plejehjem, personer der er fyldt 65 år med visse kroniske lidelser, for eksempel kronisk lungesygdom, samt personer under 65 år med særlig høj risiko for alvorlig pneumokoksygdom, fx ved manglende milt.
Ordning udvides
Til efteråret forventes det, at tilbuddet udvidestil alle, der er fyldt 65 år og til personer under 65 år i særlig risiko for pneumokoksygdom. Børn bliver allerede tilbudt vaccination mod pneumokokker som en del af det danske børnevaccinationsprogram.
Vaccinationsindsatsen forventes at være klar samtidig med det årlige tilbud om vaccination mod sæsoninfluenza.
Tilbuddet forventes at træde i kraft i løbet af april, og Sundhedsstyrelsen vil udsende nærmere information til både borgere og sundhedsfagligt personale til den tid, herunder med en præcisering af hvilke risikogrupper, der er omfattet af tilbuddet.