Gorbatjov smider bombe
Sovjetunionens tidligere leder er fredag ude med kras kritik af USA
Den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov siger fredag i et interview, at USA blev "arrogant og selvtilfreds" efter Sovjetunionens opløsning. Det har ført til en fortsat udvidelse af Nato mod øst.
Hans kommentar kommer, efter Ruslands præsident, Vladimir Putin, har stillet krav om, at Ukraine aldrig må blive en del af Nato.
Og samtidig kræver han, at Nato skal trække sine styrker væk fra de medlemslande i Østeuropa, der tidligere var under sovjetisk dominans.
Sovjetunionen, der var domineret af Rusland, gik i opløsning i 1991. Estland, Letland og Litauen, der var sovjetrepublikker, er i dag medlemmer af EU og Nato. Ukraine har klart udtrykt ønske om at blive en del af Nato.
Putin stiller krav
Putin vil have en lovfæstet garanti for, at Nato stopper udvidelsen mod øst.
- Hvordan kan man regne med et ligeværdigt forhold til USA og Vesten i en sådan position, lyder det fra Gorbatjov i et interview til det russiske medie RIA Novosto.
Han oplevede dengang i 1991 den "triumferende atmosfære i Vesten, i særdeleshed i USA" over Sovjetunionens endeligt.
- De blev mere arrogante og selvtilfredse. De erklærede sejr i Den Kolde Krig, siger den 90-årige Gorbatjov.
Han fastholder, at det var en fælles indsats, der fik de to supermagter til at bevæge sig væk konfrontation og et atomkapløb.
Rusland har i længere tid været i gang med at mobilisere op mod 100.000 soldater nær grænsen til Ukraine. Nato har advaret om, at det kan være optakten til en invasion i det provestlige Ukraine.
Gorbatjov regnes som en vigtig reformator. Han var med til at sikre en fredelig afvikling af den gamle sovjetblok.