Gør-det-selv-folk mål i ny kampagne
Det handler om deres sundhed.
Gør du det selv? Ved du, hvornår du skal bruge åndedrætsværn? Hvis svaret er ja, og nej, håber man hos Miljøstyrelsen, at en ny kampagne skal få flere hjemme-håndværkere til at finde et åndedrætsværn frem, når de arbejder på de hjemlige projekter.
Miljøstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at et udvalg af gør-det-selv-produkter blev undersøgt, og at undersøgelsen viste, at flere af produkterne afgiver kemiske stoffer, der er til fare for dem, der er i nærheden i op til fire uger efter, at gasserne er blevet udledt.
Der er både tale om stoffer, der “bare” irriterer din hud og dine slimhinder, men der er også tale om andre, mere farlige stoffer, der risikerer at gøre dig svimmel, give dig hovedpine og øge risikoen for, at du får kræft.
”Når man står nede i byggemarkedet eller farvehandleren med et produkt i hånden, så er det måske ikke altid til at gennemskue, om man bør have et åndedrætsværn på for at beskytte sig selv mod organiske dampe. Derfor har vi lavet tre tommelfingerregler, som gør-det-selv folket kan benytte sig af” siger Louise Fredsbo Karlsson fra Miljøstyrelsen i pressemeddelelsen.
Når du skal huske værnet
Miljøstyrelsen har lanceret en kampagne ved navn “Gør-det-selv som en professionel,” der blandt andet skal få hjemmehåndværkerne til at huske åndedrætsværnet.
Ser du på et produkt, at det er forsynet med mærket “alvorlig sundhedsfare,” skal du bruge maske. Her er tale om stoffer, der kan være sundhedsskadelige. Det samme er pejlemærket, hvis den såkaldte “MAL-kode” er 2 eller derover. Generelt gælder der en tommelfingerregel der er, at du skal bruge åndedrætsværn, hvis det produkt, du arbejder med ikke er vandbaseret.