- Gør det kun, fordi det er "Bamse"

Den tidligere fodboldprofil Stig Tøfting spiller pølsemand i den kommende feelgood-dramafilm "Bamse"

Offentliggjort Sidst opdateret

Stig Tøfting dribler fra grønsværen og ind på filmsettet.

Den tidligere landsholdsspiller og fodboldprofil har en rolle i den kommende film om musikeren Flemming "Bamse" Jørgensen.

Det fremgår af filmdatabasen IMDB, og det må Stig Tøfting så også bekræfte, da han bliver adspurgt om det til årets Smukfest, som han gæster.

- Gjorde det fordi, jeg kendte "Bamse"

- Jeg har ikke følt, jeg har været med i en film, for jeg er kun med i en enkelt scene, lyder det fra den 52-årige "plæneklipper".

- Jeg gjorde det, fordi jeg kendte Flemming. Jeg kendte ham rigtig godt. Han holdt jo med AGF, fortæller Stig Tøfting, der begyndte sin professionelle fodboldkarriere for den aarhusianske klub.

Filmfolkene ville gerne have nogle aarhusianere med i "Bamse", fortæller Stig Tøfting videre.

Spiller pølsemand på Bispetorv 

På IMDB beskrives Stig Tøftings rolle som "pølsemand på Bispetorv".

Titelrollen som Flemming "Bamse" Jørgensen bestrides af Anders W. Berthelsen, der i rollen lægger vejen forbi pølsevognen.

Det var en sjov oplevelse, men ikke en fremtid karrierevej, lyder det fra Stig Tøfting.

- "Bamse" var en god mand

- Jeg sagde ja, fordi det var Flemming, det handlede om. Han var en stor mand, en god mand, og han lavede noget dejlig musik, som jeg har nydt at høre i rigtig mange år, siger Stig Tøfting og fortsætter:

- Hvis jeg skulle være pølsevender i en anden film, så nej. Men fordi det var ham, og jeg på den måde kunne binde en sløjfe om det, synes jeg, det var meget fint.

Stig Tøfting medvirker i den nye film om musikeren Flemming 'Bamse' Jørgensens liv. Tøffes eget liv blev tidligere på året til teaterstykket 'No regrets', som var baseret på selvbiografien af samme navn fra 2009 om Stig Tøftings triumfer og tragedier.
Stig Tøfting medvirker i den nye film om musikeren Flemming "Bamse" Jørgensens liv. Tøffes eget liv blev tidligere på året til teaterstykket "No regrets", som var baseret på selvbiografien af samme navn fra 2009 om Stig Tøftings triumfer og tragedier.

Selv om Stig Tøftings rolle som pølsemand er lille, tog scenen alligevel flere timer at få i kassen, fortæller han.

- Anders W. Berthelsen kørte mange pølser ned

- Jeg var meget imponeret over, hvor mange pølser Anders W. Berthelsen kunne spise. Det blev taget om og om og om, og jeg serverede en ny hver gang.

- Jeg tænkte, at når han gik derfra, skulle han ikke have pølser det næste lange stykke tid, konstaterer Stig Tøfting.

"Bamse" beskrives som et feelgood-drama, der går bag om livet på sangeren og hans livslange higen efter sin fars anerkendelse.

"Bamse bortadopteret"

Som spæd blev "Bamse" bortadopteret til et direktørpar. Faren ønskede, at "Bamse" skulle overtage familiens fabrik. Men til farens store skuffelse valgte han musikken.

"Bamses" musikkatalog tæller hits som "Vimmersvej", "I en lille båd der gynger", "Hvorfor går Louise til bal" og nummeret "Tænker altid på dig", som han i 1980 vandt det danske melodigrandprix med.

STIG TØFTING

Stig Tøfting (født 14. august 1969 i Aarhus) er en tidligere dansk professionel fodboldspiller og tidligere assistenttræner i Randers FC og AGF.

Tøfting begyndte sin karriere som professionel fodboldspiller hos AGF i 1989 og er til trods for kontrakter med en lang række udenlandske klubber bl.a. Hamburger SV, MSV Duisburg og Bolton Wanderers først og fremmest kendt for sin tilknytning til AGF ad flere omgange. 

Han debuterede som landsholdsspiller den 30. januar 1993 i en venskabskamp mod USA og nåede at spille 41 landskampe herunder to EM- og to VM-slutrunder, inden han sluttede sin aktive karriere som 38-årig i 2007 som den hidtil ældste markspiller i den bedste danske række.

Hans karriere har også bragt ham forbi OB og senest Randers FC, hvor han også har fungeret som assistenttræner. Som spiller var Tøfting en typisk defensiv midtbanespiller med kraftfulde tacklinger, hvilket foruden kælenavnet "Tøffe" også gav ham tilnavnet »Plæneklipperen«.

Tøfting har desuden været en kontroversiel person både på og udenfor banen – bl.a. i forbindelse med flere voldsepisoder, der også har kostet ham en fængselsstraf. I 2005 udgav han selvbiografien »No Regrets« på People's Press, som er skrevet i samarbejde med journalisten Lars Steen Pedersen. I Danmark har bogen solgt over 90.000 eksemplarer.

Stig Tøfting har siden 2009 været ansat på CANAL9 som fodboldkommentator og ekspert, men det sluttede i sommeren 2015 eftersom SBS Discovery ikke ville bruge ham i deres nye setup af ALKA Superligaen.

Konkurrenten fra TV3 SPORT valgte at hente Stig ind som fodboldkommentator eftersom han var ledig på markedet.

Kilde: Wikipedia

"Bamse" har foruden Stig Tøfting og Anders W. Berthelsen også Johanne Louise Schmidt, Lars Ranthe og Henrik Birch på rollelisten.

Filmen får premiere 25. august og vil senere kunne ses på TV 2 og TV 2 Play.

Powered by Labrador CMS