Google fylder rundt: Men det her vidste du med garanti ikke

Underlige søgninger, jagten på billige rejser og et konstant svar på spørgsmål. Google har ændret den måde, som vi bruger internettet på.

Google fylder 20 år. Foto: Colourbox
Google fylder 20 år. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Der findes nogle ting, som ændrede verden for altid. Nogle opfindelser har fundet kuren på en sygdom, mens andre har givet os muligheden for at køre bil.

Men en af de mest markante opfindelser i de sidste tyve år skal findes på internettet. Da søgemaskinen Google åbnede tilbage i 1998 var der næppe mange, der havde regnet med, at firmaet skulle udvikle sig til en IT-mastodont, der ville blive et verdensomspændende fænomen.

“Hvad skal jeg give mine kæreste i julegave?” og “Hvordan bliver vejret i morgen?”. Det er spørgsmål som disse, vi forbrugere her i landet benytter Googles søgemaskine til at finde svar på.

Siden 1998 har det været muligt at stille spørgsmål og få viden på søgemaskinen. I dag bruger vi særligt muligheden til at lede efter de bedste og billigste produkter og aktiviteter.

En verden af viden

Måden, vi har søgt efter viden på, har forandret sig gennem årene. Og i dag bruger vi i højere grad søgemaskinen til at finde inspiration, fortæller Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark.

– Vi bliver mere nysgerrige og spørger eksempelvis, hvad vi skal ønske os i julegave, eller hvad vi skal give vores kæreste. På den måde søger danskerne ikke kun specifik viden, men også mere åbent efter idéer.

Før Googles søgemaskine blev lanceret, var internettet i høj grad blot en masse statiske sider, som var vanskelige at finde rundt i. Det fortæller Thore Husfeldt, der er lektor ved IT-Universitetet og forsker i algoritmer.

– Google har bidraget til at åbne internettet for den almindelige bruger, hvor man pludselig kunne navigere i og finde relevant information.

Powered by Labrador CMS