Google erkender: Lukker og slukker
Nu er det slut, lyder det fra IT-giganten
Google har besluttet at indstille produktionen af flere Nest-enheder og overlader nu udviklingen af smarte sikkerhedsløsninger til deres partnere.
Sådan skriver Google selv.
Det betyder blandt andet, at Nest Protect-røgalarmen og den smarte Nest x Yale-lås forsvinder fra markedet.
Farvel til Nest Protect
Nest Protect, der blev lanceret i 2013, var blandt de første intelligente røg- og kuliltealarmer og har i over et årti været en del af mange hjem.
Nu stopper Google produktionen og overlader fremtidens smarte brandsikring til samarbejdspartneren First Alert. Deres kommende Smart Smoke & Carbon Monoxide Alarm vil kunne forbindes med eksisterende Nest Protect-enheder og styres via Google Home-appen.
Google lover, at nuværende Nest Protect-ejere fortsat vil modtage sikkerhedsopdateringer, og enhederne vil fungere som hidtil frem til deres udløbsdato.
Ikke alene
Også den smarte dørlås Nest x Yale Lock, der kom på markedet i 2018, udgår. Google har i stedet valgt at fokusere på at integrere smarte låse fra forskellige producenter i deres Home-app.
I samarbejde med Yale udvikler de en ny Matter-kompatibel smartlås, der bliver lanceret til sommer.
Selvom Nest x Yale Lock ikke længere vil blive solgt, vil eksisterende låse fortsat få sikkerhedsopdateringer og nye funktioner via Google Home-appen senere i år.
Kan stadig købes
Google fastholder ambitionen om at skabe et smartere hjem, men med denne beslutning overlader de i højere grad ansvaret til deres partnere.
De tilbageværende enheder kan stadig købes, så længe lager haves, men fremtiden for smarte sikkerhedsløsninger i Google-universet ligger nu hos andre producenter.
