Golf-stjerne vinder sin anden major i træk
Rory McIlroy vandt PGA Championship med et enkelt slag ned til Phil Mickelson fra USA.
Rory McIlroy synes i øjeblikket uovervindelig på en golfbane.
Den nordirske stjerne vandt søndag årets sidste golf-major, PGA Championship, med et enkelt slag ned til amerikaneren Phil Mickelson på andenpladsen.
Dermed har McIlroy vundet de to seneste majors, efter at han i juli også vandt British Open. Det har en spiller ikke gjort, siden Padraig Harrington i 2008 ligeledes vandt både British Open og PGA Championship.
McIlroy gik søndagens fjerde runde i 68 slag og endte dermed samlet set 16 slag under banens par. Runden begyndte ellers skidt for nordireren, som på hul tre og seks kunne notere sig to bogeys. En flot eagle på hul 10 blev dog vendepunktet for McIlroy, der desuden lavede tre birdies.
På den regnvåde bane var der spænding om titlen næsten til det sidste. Men Phil Mickelsons bogey på hul 16 og svenskeren Henrik Stenson og amerikanske Rickie Fowlers ditto på hul 14 gjorde, at McIlroy til sidst ikke behøvede at satse for at vinde karrierens fjerde major.
Stenson og Fowler sluttede to slag efter McIlroy.
Danske Thorbjørn Olesen lod sig ikke kue af slemt regnvejr, der for en stund tvang ham til at søge i ly. Den unge dansker leverede blandt andet fem birdies og en eagle og sluttede runden i 67 slag – fire under par. Med en samlet score på fem slag under par sluttede Olesen som nummer 30.
/ritzau/