God forklaring på flere underretninger
Kolding Kommune har fået markant flere underretninger om overgreb i 2014 – men det er der en god grund til
En stigning i antallet af underretninger om overgreb og mistanke om mistrivsel blandt børn og unge i Kolding Kommune på hele 87 procent fra 2013 til 2014 kunne sætte alle alarmklokker i gang, men der er en fornuftig forklaring bag tallene, forklarer formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Lis Ravn Ebbesen:
– Det øgede antal indberetninger er ikke et udtryk for at vi i Kolding Kommune oplever flere sex eller voldssager mod børn. Antallet af reelle sager ligger fortsat nogenlunde stabilt. Stigningen er simpelthen et udtryk for en bedre forebyggende indsats og et øget fokus på området, fra både professionelle og private.
Tilbage i oktober 2013 trådte regeringens Overgrebspakke i kraft, og som et led i den, blev der meget nemmere adgang til at underrette mistanker om mistrivsel og overgreb – både for almindelige borgere, og for de grupper af fagfolk der i deres arbejde ofte er i kontakt med børn og unge.
Og at det er blevet enklere for den almindelige borgere at underrette kommunen, bekræfter tallene fra Kolding Kommune. Antallet af underretninger fra almindelige private borgere, er steget med 163 procent.
I Kolding Kommune er Overgrebspakken desuden hjulpet godt på vej af en genlancering af Børnelinealen, der er et arbejdsværktøj som fagfolk benytter for at sikre et fællessprog mellem alle de kommunale tilbud.
– Genlanceringen af Børnelinealen betyder at familieafdelingen hører om børn i begyndende mistrivsel tidligere i et forløb. Det giver meget bedre mulighed for, langt før, at give både børn og forældre en hjælpende hånd eller gribe ind, hvis det er meget alvorligt, siger Socialudvalgsformand Lis Ravn Ebbesen.