Glem ulven: Dette dyr skal du frygte i Danmark

Er ulven farlig for mennesker, og hvad skal vi gøre med ulven i Danmark? Spørger man en zoolog og ekspert på området, er svaret klart; vi skal lære at leve med ulven.

Mikkel Stelvig fortæller, at ulven kan være farlig for mennesker på lige fod med andre dyr. Hvilket vil sige, at vi danskere i udgangspunkt skal frygte ulven på samme måde som en hund. Foto: Scanpix. KLIK VIDERE OG SE HVOR BANGE DU BØR VÆRE FOR ANDRE DYR I DANMARK HVAD MED HUNDEN?
Mikkel Stelvig fortæller, at ulven kan være farlig for mennesker på lige fod med andre dyr. Hvilket vil sige, at vi danskere i udgangspunkt skal frygte ulven på samme måde som en hund. Foto: Scanpix. KLIK VIDERE OG SE HVOR BANGE DU BØR VÆRE FOR ANDRE DYR I DANMARK HVAD MED HUNDEN?
Offentliggjort Sidst opdateret

Er ulven farlig? Svaret er, desværre, ikke til at besvare med et ja eller et nej. Men når snakken falder på ulven i Danmark, er det formentlig et af de spørgsmål, folk helst vil have svar på. Der findes selvfølgelig også et svar, men spørger man zoolog ved Københavns Zoologiske Have, Mikkel Stelvig, er man nødt til at se på, hvor farlig ulven er – set i forhold til så mange andre ting.

Faktisk vil Mikkel Stelvig næsten gå så langt som til at sige, at ulven ikke er farlig for mennesker, hvis han ellers kan få lov til at forklare, hvad han mener med en sådan påstand. Han peger blandt andet på, at det er sket meget sjældent, at ulve har angrebet mennesker på europæisk grund, og ser vi på statistikkerne, kan der være noget om den del af snakken.

Københavns Universitetskriver, at et større studie af ulveangreb på mennesker, fandt frem til ni dødelige angreb på mennesker i Europa fra 1900-tallet og frem. Der var tale om angreb, hvor en rask ulv angreb et menneske, den så som et byttedyr, og ifølge Københavns Universitet, har man siden 1974 ikke haft ét sådant angreb i Europa.

Men er ulven farlig?

Så langt, så ufarligt. Det er med baggrund i sådan en statistik, at Mikkel Stelvig nærmest er villig til at kalde ulven ufarlig. Han er dog helt med på, at folks opfattelse af ulvens farlighed er anderledes end den, statistikken peger på.

– Ulven er behæftet med myter og dårligt ry, og folk er uhåndgribeligt bange for den. Dem, jeg har talt med (om deres frygt for ulve, red.), de har haft svært ved at fortælle, hvad det er, de er bange for, siger Mikkel Stelvig.

Han fortæller, at ulve, som andre rovdyr, kan være farlige for mennesker i særlige situationer. Har en ulv rabies, kan den eksempelvis være farlig for mennesker. Det kan den, fordi sygdommen fjerner dens normale adfærdsmønstre og får den til at angribe hvad som helst. Det samme kan i øvrigt siges om hunde, der nedstammer fra ulven.

Stort rovdyr

Det, Mikkel Stelvig, godt kunne tænke sig var, at vi som borgere fik et andet forhold til ulven. Istedet for at kalde ulven farlig uden grund, bør vi forstå, hvad der kan gøre ulven i Danmark farlig for mennesker.

– Fagligt set er ulven et stort rovdyr. Den er større end en gennemsnitlig hund. Den er stærkere og hurtigere, og den har et voldsomt kraftigt bid. Det er potentielt set farligt, siger Mikkel Stelvig, der altså stadig insisterer på, at ulven ikke er mere farlig for mennesker end så mange andre rovdyr. Det er der en ganske god grund til.

– Ulven er sky over for mennesker. Den er bange for os. Ulven har gennem tiderne lært, at mennesket skyder på den, og generelt indgår mennesker ikke i ulvens adfærdsmønstre, fortæller Mikkel Stelvig.

Vi er et dårligt bytte

Det betyder ikke, at ulven ikke kan være farlig for et menneske, men det betyder, at ulven anser mennesket for at være farligt for den.

– Jeg tror, at mange tillægger ulven intentioner, jeg som fagmand ikke kan se, at ulven har. Alle rovdyr laver en vurdering af et byttedyr; kan de klare det, eller kan de ikke. Rovdyret vil skyde under målet, fortæller Mikkel Stelvig.

Med det mener han, at de fleste mennesker for ulven er uegnede som mad, fordi ulven historisk har lært, at vi bruger skydevåben. Vi er et svært tilgængeligt måltid. Derfor vil en ulv, der ikke er ramt af rabies og ikke er ved at dø af sult, ikke se på et menneske som noget, den kan finde på at æde.

– Sælen er også et rovdyr, og den er en god sammenligning. Sæler er store og kan bide fra sig, fortæller Mikkel Stelvig. Men han tror ikke, at folk er lige så bange for sælen som for ulven i Danmark.

Han opfordrer folk til at sætte sig ind i, hvad de bør gøre, hvis de møder en ulv. Læser man rådene, kan man se, at det er almindelig menneskelig adfærd, der for det meste vil få ulven til at trække sig. 

Dyret står og stirrer

Mikkel Stelvig fortæller, at folk godt kan komme til at kalde ulven farlig, hvis de har hørt om episoder, hvor en ulv har stået og stirret på et menneske uden at fortrække sig. Hertil siger han, at særligt unge hanulve kan være meget nysgerrige. Men det, at en ulv kigger på dig istedet for at gå, når den ser dig, ikke er det samme, som at den er klar til at angribe. For ér du et menneske, er den formentlig allerede mere bange for dig, end du behøver være for den.

Mikkel Stelvig anerkender, at nogle folk ér bange for ulven i Danmark, men han håber, at vi som folkefærd er villige til at acceptere, at ulven ikke er mere farlig end andre rovdyr, eller køer, heste og andre større dyr.

– Folk kender “reglerne” for hunde og heste. De ved ikke, hvad de skal gøre, hvis de ser en ulv.

I hans stille sind håber han, at ulven får lov til at blive i Danmark, og at danskerne lærer, at den i udgangspunktet ikke er mere farlig end andre dyr, istedet for at råbe op om, at den skal forvises fra landet. Han peger på, at en del af befolkningen netop virker klar til at vise ulven grænsen og på den måde holde fast i et ulvefrit Danmark. Vi skal ikke lave noget om og lade ulven bo her.

– Den holdning er mærkelig, synes jeg. Vi behøver ikke designe naturen for, hvad der er rarest eller pænest, lyder det fra zoologen.

Powered by Labrador CMS