Glæd dig: Varm og knastør uge i vente
Vi kan se frem til lunt forårsvejr denne uge, men fredag kommer der et skifte i vejret, og det kan true muligheden for at se solen gå i sort.
Ugen byder på ganske flot forårsvejr med temperaturer op til 15 grader og en hel del sol. Og for en gangs skyld er der ikke udsigt til så meget som en dråbe regn – før på fredag.
Og mange vil nok studere prognoserne for netop fredag med ekstra interesse. Men øv! Netop som danskerne har mulighed for at overvære et astronomisk naturfænomen i form af en stor solformørkelse, er der risiko for, at skyer kommer i vejen.
Langtfra alle i landet vil derfor opleve, når månen fredag formiddag skygger for 83 procent af solen.
– Vi får sandsynligvis et omslag i vejret på fredag, og derfor vil chancerne for at se en stor del af solen blive dækket være bedst i den sydøstlige del af landet, siger Frank Nielsen, vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
De første tre-fire dage går det ellers i den rigtige retning med forårsagtigt vejr og en hel del sol.
En frisk vind fra det sydøstlige hjørne vil dog få det til at føles noget koldere, end termometeret viser både mandag og tirsdag – især i områder ud mod Østersøen.
Mandag vil temperaturerne svinge mellem syv til 12 grader, og så bliver luften lidt lunere de kommende dage, lyder prognosen.
– Det topper nok på onsdag med mellem 10 og 13 grader og kun svag vind.
– I Jylland kan det endda nå op på 15 grader. Men ikke i de kystnære områder. Vandet rundt om Danmark er fortsat koldt, og derfor bliver det nok varmest i det midtjyske, siger Frank Nielsen.
– Det er ganske udmærket for årstiden. Men her midt i marts er der stadig masser af kulde rundt omkring os, så der kan hurtigt ske ting og sager. Og det ser ud til, at vi får et vejrskifte sidst på ugen.
– Det er et lavtryk fra nordvest, der kan true muligheden for at opleve solformørkelsen. Chancen for at få kig igennem skyerne er der dog. Men prognosen for fredag lyder på sol, som senere slår om i skyer og nedbør, siger Frank Nielsen.
/ritzau/