Glade studenter blev overdænget af æg og olie
En studenterkørsel på Amager endte fredag i alt andet end en fest, skriver Ekstra Bladet.
Hvad der skulle have været en festlig og uforglemmelig oplevelse for nyudklækkede studenter fredag, udviklede sig i stedet til en ubehagelig aften.
Midt under studenterkørsel på Brydes Allé på Amager i København blev festglade studenter angrebet med kasteskyts.
Det skriver Ekstra Bladet.
– Vi havde været inde hos en fra klassen, der bor i Hørgården, og da vi kommer ud og skal til at gå op i vognen, står der 30 til 40 mennesker og venter på os, fortæller Julie Sommer til avisen.
En gruppe unge blokerede vejen med containere og en personbil, så studentervognen ikke kunne komme forbi. Da vognen stoppede op, blev der kastet med æg mod de studerende.
Ingen anholdt
Julie Sommer fortæller til Ekstra Bladet, at gerningsmændene også løb op til vognen og hældte olie ud over studenterne.
Chaufføren anmeldte efterfølgende hændelsen til Københavns Politi.
– Vi sendte en patrulje ud for at kigge efter personerne, der passer på beskrivelsen, men vi har ikke anholdt nogen, siger vagtchef Erik Gøtje Larsen til Ekstra Bladet.
/ritzau/