Givskuds kæmpeoddere klar til gæster

Offentliggjort Sidst opdateret

Givskud Zoos sjældne kæmpeodderunger kan nu endelig ses

De to kæmpeodderunger, der blev født i Givskud Zoo den 9. marts, er nu så store, at de kan vises frem for parkens gæster. Der er en meget høj dødelighed blandt kæmpeodderunger i de første måneder, men nu er ungerne efterhånden så selvhjulpne og fortrolige med deres anlæg, at Givskud Zoo godt tør åbne for besøg hos den lille odderfamilie.

– Vi er ovre den værste periode, og jeg er sikker på, at kæmpeodderungerne er klar til at møde vores gæster, siger direktør Richard Østerballe.

– Vi er utrolig stolte og glade for, at det er lykkedes for os at skabe nogle forhold, så ungerne har kunnet overleve den første svære tid. Kæmpeoddere er sjældne i naturen, og kun få zoologiske haver har dem, og ikke mange har held med at få unger. Vi håber, at vi med de fine faciliteter, vi har her i Givskud Zoo, kan blive ved med at få unger, og at vi via det europæiske avlsprogram kan bidrage til bevarelsen af disse fantastiske dyr, slutter Richard Østerballe.

Der ingen garanti for at se ungerne, for de tilbringer stadig meget tid i deres redekasser. Hvis de er i redekassen, så kan de dog ses på en skærm i udstillingen. Kæmpeodderne er ofte aktive i forbindelser med fodringerne sidst på formiddagen og ved tre-tiden. Ungerne er begyndt at spise fisk, og de er nu ikke så afhængige af mælk fra deres mor.

Dag for dag bliver ungerne mere modige og kan godt finde på at tage en svømmetur uden forældrene. De to voksne virker også meget roligere denne gang end første gang, de fik en unge. Hannen Saro er ikke så involveret i pasningen af ungerne, men overlader det mere til hunnen Frieda. Han er dog hele tiden i nærheden og skælder gerne ud, hvis det hele ikke går, som han gerne vil have det.
Så snart sommeren for alvor får fat i Danmark, og vandet i oddernes udendørsbassin bliver varmt nok, får den lille familie også adgang til det store udeanlæg.

Powered by Labrador CMS