Giver Trump en stikpille

Mette Frederiksen agter at sætte sig i spidsen for et kommende erhvervsfremstød i USA, når det igen er muligt

Mette Frederiksen havde mange gode til at sige om USAs præsident.
Mette Frederiksen havde mange gode til at sige om USAs præsident.

Søndag 4. juli fejres USA's nationaldag igen i Rebild Bakker i Nordjylland.

Blandt talerne er statsminister Mette Frederiksen (S), der optræder på storskærm med en tale, der er optaget på forhånd.

Hun glæder sig over, at det igen er muligt at markere dagen i Rebild.

- I år bliver Rebildfesten gennemført stort set, som I plejer. Det er dejligt.

- Lande og befolkninger løfter coronaens åg af deres skuldre. Nu skal vi holde fast i den handlekraft, der bragte os gennem krisen, siger Mette Frederiksen.

USA er tilbage

Hun omtaler USA som Danmarks "tætteste og vigtigste allierede" gennem generationer.

Og fremhæver USA's præsident, Joe Biden, som "stærk" og "dynamisk".

- USA er tilbage på den internationale scene. Og tager ansvar for fred. Sikkerhed. Frihed. Klimakampen, lyder det i statsministerens tale.

Hun havde selv lejlighed til at møde præsident Biden ved et topmøde i Nato for tre uger siden.

- Præsidenten genbekræftede det stærke sammenhold over Atlanten. Den transatlantiske alliance er "rock solid" (bundsolid, red.).

Tættere samarbejde

Mette Frederiksen siger, at hun - når det igen bliver muligt - vil sætte sig i spidsen for et erhvervsfremstød til USA.

- Ikke mindst ser jeg store muligheder i et endnu tættere samarbejde om den grønne omstilling.

I Rebild Bakker er USA's nationaldag blevet fejret i mere end 100 år.

Det er den dansk-amerikanske venskabsforening Rebildselskabet, der står bag fejringen.

Idéen om at bruge et stykke dansk hedelandskab til samlingssted for dansk-amerikanere opstod i 1911 hos danskamerikaneren Max Henius.

Blandt talerne ved årets markering er den danske astronaut Andreas Mogensen, der er udstationeret hos Nasa i Houston, hvor han også bor.

Powered by Labrador CMS