Giver sommerskoene vabler? Så prøv det her trick

Der er alverdens trick til at undgå, at dine nye sko giver dig vabler. Men faktisk behøver du kun et enkelt trick.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er noget ambivalent ved at købe nye sko. På den ene side er det altid dejligt at forkæle sig selv med nyt fodtøj, men på den anden side er det virkelig ubehageligt at skulle gå dem til, fordi det kan ende med vabler. Men hvad kan du egentlig gøre for at undgå vabler?

Vabler kommer af, at huden udsættes for tryk, pres eller træk. Det er den her form for kraft, der gør, at huden får en spalte, som stille og roligt bliver fyldt med væske – og så har du en vabel. Det forklarer Jørgen Serup, der er overlæge ved Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

Derfor skal du bruge en sok

For at undgå vabler er der nogle gode huskeregler at skrive bag øret.

– Man skal have noget fodtøj, der sidder så tilpas godt fast til foden, at vi forhindrer, at der sker et skred mellem huden og skoen, råder Jørgen Serup.

Det kræver, at din sko sidder så godt fast på foden, at den ikke rykker sig ud af stedet. Hvis du ikke har mulighed for at spænde skoen så godt fast, kan du sørge for at lægge et “glidelag” ind mellem sko og fod. Et godt glidelag er for eksempel en sok.

– Hvis du har en tyk sok på, sker skredet inde i sokken og ikke mellem skoen og huden, forklarer han.

Genialt tip til varme dage

Man kan også sørge for, at huden er fugtig, så skoen nemmere glider hen over overflader, der potentielt får vabler. Det er ikke en dum idé at sprøjte deodorant på de steder, der udsættes for et tryk. Men det bedste råd er ifølge Jørgen Serup at bruge talkum.

– Talkum er virkelig god til at forebygge vabler, da det gør huden glattere, forklarer han.

Du behøver slet ikke bruge alverdens penge på babypudder eller fine plejeprodukter. Ifølge Jørgen Serup skal det faktisk bare være helt almindeligt talkum.

Det første, du gør, er at drysse talkum i skoen, der hvor den kan stramme. Det er en god idé at fordele talkummet med en finger, så der ligger et lag af talkum alle de steder, der kan give vabler.

– Du skal ikke være bange for, at talkum ødelægger skoen. Talkum er hvidt, så det går i ét med farven i skoen.

Stop alt hvis det gnaver

Du må også gerne drysse det på din fod, så er du helt sikker. Hvis man gerne vil undgå vabler, råder Jørgen Serup til, at det er vigtigt at reagere, så snart man mærker en vabel under opbygning.

– Hvis det sker under en aktivitet, man kan afbryde, skal man gøre det, så snart det begynder at gnave.

Han slår fast, at det klart er det bedste, at man gør noget, inden vablen er dannet.

– Lige så snart man mærker noget, skal man tage skoen af og lade huden tørre. Det tager cirka tre til fem minutter. Så drysser man noget talkum på foden og i skoen, tager et par nye – og tørre – sokker på, forklarer Jørgen Serup.

Har du fået vabel? Så klik igennem galleriet ovenfor for at se, hvad du skal gøre ifølge Jørgen Serup.

Powered by Labrador CMS