Giver hård kritik

Efter kritik for langstrakte og rodede forløb for psykisk syge kriminelle skal området nu granskes yderligere

Justitsminister Nick Hækkerup (S) giver en arbejdsgruppe indtil slutningen af 2022 til at komme med anbefalinger til retspsykiatrien.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) giver en arbejdsgruppe indtil slutningen af 2022 til at komme med anbefalinger til retspsykiatrien.
Offentliggjort Sidst opdateret

I april udtalte Statsrevisorerne en hård kritik af behandlingen af psykisk syge kriminelle inden for retspsykiatrien.

Nu vil justitsminister Nick Hækkerup give en tværministeriel arbejdsgruppe over et år til at komme med anbefalinger til, hvordan området kan styrkes.

Det skriver justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Kendt længe

- Vi har behov for, at der bliver gjort mere for at smidiggøre forløbet for de kriminelle, der på grund af psykiske lidelser ikke er egnet til en almindelig fængselsdom og derfor ender i psykiatrien, skriver ministeren i pressemeddelelsen.

Problemerne i retspsykiatrien har været kendt længe. Hvilket understreges af, at der ikke er tale om en ny arbejdsgruppe - men en videreførelse af en arbejdsgruppe nedsat af den tidligere regering i 2018. Denne blev ikke færdig med sit arbejde - "blandt andet på grund af valgudskrivelsen i 2019".

Få det bedre

Statsrevisorerne kritiserede i april, at psykiatrien og Kriminalforsorgen overholdt tidsfristerne i under halvdelen af sagerne og at der var problemer i alle dele af patienternes forløb.

Formålet med forløbene er, at patienter skal få det bedre og undgå ny kriminalitet. Men de lange ventetider medfører risiko for, at det sker i højere grad ifølge Statsrevisorerne.

Ikke ønsket effekt

- Ud over konsekvensen for den enkelte patient er der risiko for, at formålet med den idømte foranstaltning ikke har den ønskede kriminalpræventive effekt, udtalte Statsrevisorerne.

I forbindelse med nedsættelsen af arbejdsgruppen har Nick Hækkerup sendt en redegørelse til Folketingets partier oven på kritikken fra Statsrevisorerne.

Komplekst område

Her skriver han, at der allerede bliver arbejdet med de problemer, der er påpeget.

- Arbejdet stopper dog ikke der. For som Rigsrevisionens beretning belyser, er retspsykiatrien et komplekst område, hvor mange forskellige myndigheder skal arbejde sammen i håndteringen af de retspsykiatriske patienter, skriver ministeren.

Arbejdsgruppen skal aflevere sine anbefalinger senest ved udgangen af 2022.

Nick Hækkerup blå bog

Nick Hækkerup er uddannet jurist Fra Københavns Universitet. 

Han er folketingsmedlem for Socialdemokratiet. 

Sammen med konen Petra har han børnene Fie (født 1994), Mille (født 1998), Emil (født 2003) og Malthe (født 2006).

Han kommer fra en generation af politikere. Hans far Klaus Hækkerup var både borgmester og folketingsmedlem. 

Og så er han oldebarn af tidligere folketingsmedlem Hans Kristian Hækkerup.

Familien Hækkerup er tidligere blevet kaldt Kennedy-klanen, da familien har stærk politisk indflydelse, netop som Kennedy-familien i USA.

Kilde: Wikipedia, FT.dk.
Powered by Labrador CMS