Giv Thomas dit gamle Lego – og hjælp de sultne børn
Har du Lego, der ikke bliver brugt, liggende i kælderen eller på loftet? Så kan du være med til at glæde hundreder af fattige børn.
Ikke mange ting kan måle sig med børns udelte glæde, når de åbner en gave indeholdende netop det stykke legetøj, de har ønsket sig til jul eller fødselsdag.
Noget, mange børn i vort land sandsynligvis tager for givet.
Og måske kommer den ny åbne gave hurtigt hen i en kasse, der bliver pakket væk.
Den kasse er netop det, som Thomas Bonde Ejby fra Risskov ved Aarhus godt kunne tænke sig at tage med til Johannesburg i Sydafrika.
Her skal, for at være mere præcis, brugt, dansk Lego gerne være med til at forsøde tilværelsen for flere hundrede fattige børn.
Thomas Bonde Ejby er ‘selvstændig it-mand’, som han kalder det. Han fik en kunde i Johannesburg, der selvfølgelig skulle have et besøg.
Det har siden udviklet sig således, at Thomas Ejby er i landet mellem 10 og 14 dage om måneden.
Tilfældigt hører han om NGO’en Shumbashaba, der hver lørdag afholder skole for områdets børn.
– Jeg hører om det i radioen i en Uber, fortæller han til Newsbreak.dk.
Ved et besøg hos skolen ser han ved selvsyn, at de lørdage er meget mere end blot skolegang.
Store og små
Thomas Ejby fortæller, at der om lørdagen kan være mellem 25o og 400 elever, der finder vej. De går alle fra de omkringliggende townships – nogle så langt væk som to timers gang. Hver vej.
– Nogle er så små, de knapt kan gå, siger 51-årige Thomas Ejby.
Det er flest drenge, der kommer i skolen.
– Man er bange for, at pigerne bliver kidnappede eller voldtaget, siger Thomas Ejby, der dog også kan fortælle, at piger trods alt finder vej til skolen, hvis de er ledsaget af deres brødre.
Projektet foregår med støtter fra frivillige – og dem er Thomas nu blevet en del af. Han donerer blandt andet mad og altså – forhåbentlig også – Lego.
Han har allerede foræret børnene en kasse med det universelle legetøj. Og det kan han – og især de – bruge mere af.
Løse klodser
Thomas Ejby understreger, at der først og fremmest er brug for løse klodser. Ikke noget fancy eller noget med manualer.
– Og så de grønne plader, de kan samle dem på. De sidder jo på jorden, siger Thomas Ejby.
Det er dog ikke kun børnene, der skal i Lego-skole. Det skal de voksne også. De har ikke stor erfaring med det danske legetøj.
– Vi skal først lære de voksne at bygge med Lego, så kan de lære det videre, siger Thomas.
Det var baggrunden for, at Thomas Ejby på sin Facebook-side har opfordret folk til at donere Lego, der ikke bliver brugt.
90 kilo klodser
Et opslag, der har fået positiv respons. Det glæder it-manden, der er opsat på at fragte mange klodser fra 8240 til Sydafrika.
– Jeg rejser så ofte, jeg må have 90 kilo med. Så jeg kan have tre tasker med 30 kilo i hver, siger han.
Thomas Ejby er ikke blåøjet, han ved godt, han ikke kan redde verden med tre tasker Lego.
– Jeg lever fint, der går ingen skår af mig. Hvis jeg kan være med til at tilværelsen en lille smule lettere for dem en gang om ugen…, siger han, der glædes over børnenes ansigter om lørdagen.
Lær – og lær videre
Én ting har alle turene dog gjort ved den glade giver; han har fået et nyt perspektiv på tingene, og ved, hvor stor forskel der er på landene – og hvor stor pris, man glemmer at sætte på det i vores egen lille, trygge andedam.
– Det er vigtigt, at gøre vores unge mennesker opmærksomme på, siger Thomas Ejby.
Hvad skal du gøre?
Har du noget Lego, du gerne vil donere, kan du kontakte Thomas via Facebook.
Børnene kommer i høj grad også for madens skyld, mange af dem får ikke noget at spise hver dag. Udover mad i selve skolen får de hver især en lille pakkefødevarer med hjem, så der er lidt at tage af.
10.000 kroner kan være med til at give maden til de hundreder af børn i et helt år.
Shumbashaba står også for sport, drama og bruger heste i terapi af børn.
Du kan læse mere om organisationen HER.