Giv swinger-chefen et klask i røven

Programchefen i Radio4 bør ekspederes ud af æteren, efter at hun har ladet en kvindelig reporter dyrke sex i en swingerklub for åben mikrofon, mener Newsbreak.dk's chefredaktør Claus Jessen

Direktør Anne-Marie Dohm og programchef Tina Kragelund fra Radio4.Arkivfoto: Ernst van Norde (Ritzau Scanpix)
Arkivfoto: Ernst van Norde (Ritzau Scanpix)

Offentliggjort Sidst opdateret

Journalist Louise Fischer fra Radio4 har været på en noget opsigtsvækkende ekspedition i en swingerklub i Ishøj.

Der var i bogstaveligste forstand knald på både den udsendte reporter og swingerne.

For Louise nøjedes ikke med at stille spørgsmål og få svar.

Nej, hun lagde såmænd også selv krop til løjerne og dyrkede sex, mens hun interviewede swingerne i klubben.

De mange klask og støn fra den villige reporter blev herefter rundsendt i æteren den 24. maj.

Skrupskøre reportere, tåbelige vinkler og vildfarne reportager har altid hørt journalistfaget til. Her plejer chefrollen at bestå i at få aflivet galskaben, før der går helt selvsving i forehavendet.

Det gælder dog ikke for programchef Tina Kragelund.

Hun mener i fuldt alvor, at Fischers æterbårne sex-seance er en nytænkende og god måde at udfordre lytterne på.

Kragelund burde med den holdning selv have sådant et klask i røven, at hun ryger helt ud af radioen.

– Jeg synes, at det er fedt, når vores reportere prøver at eksperimentere med at lave journalistik på en anden måde, lyder det fra radio-bossen.

Må vi stilfærdigt fremsætte et nyt og banebrydende forslag til den kommende radio-produktion: Trekant-sex mellem Fischer, Kragelund og den evigt stramtandede Anne-Marie Dohm. De kan passende interviewe hinanden undervejs om chef-medarbejder forhold og grænserne herfor.

På den måde kommer vi som lyttere et skridt længere ind i problematikken, hvis man skal følge Kragelunds himmelråbende argumentation.

Louise Fischer må naturligvis administrere sine ædlere dele præcis, som hun lyster.

En normalt tænkende chef  ville naturligvis have stoppet projektet af en lang række grunde. Journalister skal først og fremmest aldrig ligge i med deres kilder. Hverken bogstaveligt eller i overført betydning.
Hvis journalister vælger at træde ud af den observerende rolle, så skal der være en klar og nødvendig grund til det.

Swingermiljøet er ikke et så lukket miljø, at man behøver at være deltagende aktør for at beskrive forholdene, således som Tina Kragelund mener.

Der er tidligere lavet adskillige reportager fra miljøet – helt uden deltagelse fra journalisternes side.

Det mest angribelige er dog, at Kragelund nu er med til at udvide grænsen for, hvad unge reportere kan føle, at de skal lægge krop og sjæl til.

Det gælder ikke mindst unge kvinder, som i forvejen kan føle sig presset i en mandsdomineret verden.

Det her handler ikke om snerperi eller nyfigenhed. De fleste voksne har både klasket og hørt støn.

Det handler om, at man som chef skal beskytte sine medarbejdere mod at udstille sig selv.

Forpligtigelsen gælder i særlig grad, når de ikke selv kan finde ud af det.

Powered by Labrador CMS